Billede beskrivelse

En del af verdenseliten: Thomas og Enrico kommer til Hobro

20. april 2026 kl. 14.01

HOBRO: Jazz Hobro og Blåkilde byder fredag 1. maj velkommen til en særlig koncertoplevelse i Salthallen. 

Her kan publikum opleve den italienske pianist Enrico Pieranunzi og den danske bassist Thomas Fonnesbæk.

Det fortæller Jazz Hobro i en pressemeddelelse.

Enrico Pieranunzi har siden 1980’erne optrådt med nogle af de største navne i både Europa og USA og har modtaget adskillige priser nationalt såvel som internationalt. Han har udgivet omkring 60 albums i eget navn og medvirket som sideman på mere end 300 indspilninger. 

Derudover er han en efterspurgt filmkomponist og har sideløbende en karriere som klassisk pianist samt professor ved konservatoriet i sin hjemby Rom.

Thomas Fonnesbæk regnes i dag som en værdig arvtager efter Niels Henning Ørsted Pedersen, og anses dermed som en del af verdenseliten indenfor musikken.

I de senere år har han udgivet en række duoalbums, særligt med pianister fra både USA og Europa. Et af disse samarbejder er med Enrico Pieranunzi, som begyndte for otte år siden. Sammen har de udgivet flere album, herunder "In Rome".

"De to musikeres sammenspil beskrives som næsten telepatisk og befinder sig på det højeste niveau, hvor teknik, musikalitet og gehør går op i en højere enhed," lyder det i pressemeddelelsen.

Der er altså lagt op til en stor jazzaften i Salthallen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste