Dobbelt op på fed rock i Ishuset
HOBRO: Lørdag 25. oktober er der dobbelt op på fed rock, når foreningen Live Musik i Hobro inviterer til dobbelt rockkoncert i Ishuset.
Det er det dansk/Italienske rockband Witness to Madness – også kendt som W’t’M – der besøger Hobro, og som specialguest følger rockkollegerne bandet Silver Phantom. Begge bands kommer fra Randers.
I maj i år udgav W’t’M sit debutalbum og Hobro har simpelthen fået plads på bandets debutturné.
Bandet blev grundlagt i 2022 og består af garvede musikere fra flere bands, som gik sammen om at lave mere melodiøs rock. Bandet består af bassist Ole Quist, trommeslager Peter Mogensen, guitarist Michael Sørensen og John Brandt på keyboard. Vokalen er en kombination af italienske Marica Moires smukke sopran og Michael Bastholm Dahls powerfulde rockstemme. Maricas og Michaels stemmer er fantastiske hver for sig og helt unikke sammen.
Specialguest på aftenen er bandet Silver Phantom. Bandet har – ligesom W’t’M – udgivet sit debutalbum i år. Silver Phantom er et gennemført stærkt liveband med overskud og sprudlende energi.
I skrivende stund er der under en tredjedel af billetterne tilbage til koncerten, så håbet hos arrangøren er, at der snart kan meldes om fuldt hus.
Efter koncerten er Teater Cafeen - nogle få minutters gang fra Ishuset - rammen om After Party for alle, der har lyst.