Christian og Jeppe inviterer til en aften med vine, tapas og bogpræsentation
MARIAGERFJORD: Christian Janner Olesen har – sammen med sin søn Jeppe - i mange år importeret vin fra Italien. Dette efterår debuterede Christian også som forfatter med bogen ”Social Opfinder”. Fredag den 17. oktober kombinerer han og Jeppe de to ting, når de inviterer til en inspirerende aften med vinsmagning og bogpræsentation. Arrangementet foregår på Aamølle Gæstgiveri i Hadsund.
På aftenen vil man blive præsenteret for syv forskellige vine, bestående af rød-, hvid- og mousserende samt en surprise – alle fra Vinhuset Vitis Aurunca. Til at ledsage vinene serveres lækker tapas.
Mens man nyder både vådt og tørt, vil Christian Janner Olesen præsentere sin nye bog ”Social Opfinder – Vitaminindsprøjtning til din livskvalitet”
- Det er en bog for både den ambitiøse virksomhedsleder og det private, helt almindelige menneske. Alle kan have glæde af at læse den. Bogen er skrevet med udgangspunkt i mit store engagement og det kick, jeg selv oplever, når jeg er sammen med andre mennesker og skaber relationer. Det er sociale opfindelser, som bidrager til livskvaliteten og den personlige udvikling, fortæller Christian Janner Olesen, hvis lange CV blandt andet vidner om erfaring som selvstændig, underviser, erhvervschef og siddende i en række bestyrelser.
- Jeg har engageret mig meget i at skrive bogen og er samtidig også meget passioneret omkring Jeppes og min import af lækre italienske vine, så jeg synes, at det var en god måde at kombinere de to ting. Vi har gjort det på den måde, at billetten til arrangementet inkluderer både vinsmagning, tapas og et eksemplar af min bog, tilføjer han.
Som afslutning på aftenen vil der være hollandsk auktion på forskellige vinpakker. En hollandsk auktion foregår på den måde, at prisen har et startudgangspunkt, og derefter løbende sættes ned. Derfor er det med at slå til på rette tidspunkt.