Bobler, småkager og grillpølser: Bondegården inviterer til indvielse
ARDEN/VEBBESTRUP: Søndag 3. maj kl. 15.00 inviterer Bregnedalsgaard ved Arden til indvielse af et nyt outdoor-område.
Her kan både lokale og besøgende få mulighed for at opleve gårdens nye faciliteter og nyde en hyggelig eftermiddag i landlige omgivelser.
Det nye område rummer to sheltere samt en mindre “kaffehytte”.
Indvielsen markeres med en uformel sammenkomst, hvor der bydes på bobler og småkager, inden der senere på dagen tændes op i grillen med mulighed for at købe grillpølser med brød samt drikkevarer.
Der etableres også bål, hvor både børn og voksne kan bage pandekager. I tilfælde af regnvejr flyttes arrangementet indendørs i laden.
Der vil desuden være kaffe i kaffestuen, og gæsterne får mulighed for en køretur i vogn efter den lille røde traktor.
Gården vil være åben, så besøgende kan gå på opdagelse, hilse på dyrene og få et indblik i livet på en bondegård samt en forsmag på en bondegårdsferie.
Som en særlig oplevelse kan gæsterne møde årets seks nyfødte lam i stalden. Lammene har endnu ikke fået navne, så de besøgende på dagen opfordres til at komme med forslag.
Bregnedalsgaard, der er beliggende på Kraghøjvej 32 lidt nord for Vebbestrup, er et mindre økologisk landbrug på 40 hektar. På gården er der om sommeren mulighed for primitiv overnatning i sheltere, bondegårdsferie og en mindre plads til autocampere.
I løbet af året inviteres der til blandt andet julemarked, Sankt Hans og høstfest.