Barnets Blå Hus inviterer til en aften om hjælp og håb
ARDEN: Kulturhuset i Arden inviterer til en tankevækkende og inspirerende aften om Barnets Blå Hus – et sted, hvor børn og unge op til 20 år får støtte, når de vokser op i familier med alkohol- eller stofmisbrug. Den 2. april kl. 19.00 kan du helt gratis komme med.
Det fortæller arrangørerne.
En forælder vil dele sin personlige oplevelse med Barnets Blå Hus og fortælle om, hvordan det har gjort en forskel for familien. Derudover vil Ole Smed, daglig leder af Barnets Blå Hus Vesthimmerland, præsentere husets tilbud og skabe mulighed for spørgsmål fra publikum.
Aftenen vil også give stemme til dem, det hele handler om:
- Jeg går altid derfra med håb, fortæller en far.
- Jeg ville ønske, der havde været sådan et tilbud, da jeg var barn. Tænk, hvor jeg så kunne have været, fortæller en mor til to drenge på fem og 10 år.
Arrangementet henvender sig til fagpersoner, politikere og alle med interesse for børn, unge og familier i sårbare situationer. Aftenen er et samarbejde mellem Barnets Blå Hus i Aars, Det Blå Værested i Arden og Kulturhusforeningen.