Efter fire års pause er den populære bazar tilbage
SKELUND: Bazar Skelund nåede at blive holdt 110 gange over 10 år, inden corona endegyldigt tog livet af markedet i 2021. Nu forsøger bagmændene og -kvinden, Jess Laursen, Jan Vestergaard og førstnævntes kone, Hanne Muhl Laursen, at puste nyt liv i kludene og inviterer til marked 1. november.
Det sker i nye omgivelser på Teglbakkevej 16, også kaldet Solgården.
- Efter nedlukningen i 2020 forsøgte vi at starte op igen i 2021, men efter at have prøvet i tre måneder, gav vi op, fordi der simpelthen kom for få mennesker, så vi troede egentlig, det var helt slut, men af forskellige årsager er vi friske på en ny omgang, fortæller Jess Laursen.
Et større formål
Først og fremmest handler det om, at Humanitær Forening i foråret lejede sig ind på Solgården, hvor de opbevarer og sorterer ting, de samler ind, som sendes til de områder, foreningen støtter - heriblandt særligt Ukraine.
- De laver et fantastisk stykke arbejde, og vi har gået og snakket om, at vi måske kunne gøre et eller andet for at hjælpe dem, og så kom vi på at holde Bazar Skelund igen, fortæller Jess Laursen.
Solgården rummer ikke plads til et overdækket marked, så rammerne er lidt anderledes, end de var, da markedet sidst blev holdt.
- Stadeholderne skal selv sørge for overdækning, hvis det er nødvendigt, og det kan selvfølgelig skræmme nogen væk, men vi er gået i gang med at kontakte dem, der har deltaget igennem de 10 år, og håber at se i hvert fald nogle af dem igen. Vi har over 200 email-adresser i kartoteket, og vi har indtil videre fået fin respons. Så er spørgsmålet, hvordan publikumsinteressen er, siger Jess Laursen.
- Vi er meget spændte på, om vi kan få det på benene igen, fortsætter han.
Humanitært Genbrug stiller selv op med salg af genbrugs-tøj og ting, og lopper udgør da også en stor del af markedet. Ellers er der husflid og brugskunst og på grund af årstiden selvfølgelig også julepynt og dekorationer.
Desuden håber arrangørerne, at der også kommer et rigt udbud af føde- og drikkevarer.
- Det trækker mange til, hvis der er specielle madvarer, og ikke mindst hvis de kan få lov at smage på dem. Det kræver noget af stadeholderne, fordi der er stramme regler for fødevaresikkerheden, men vi har gennem tiden haft for eksempel slagtere, fiskemænd, ostehandlere og bagere, og det håber vi at få igen, siger Jess Laursen.
Bazar Skelund har aldrig været tænkt som en pengemaskine og er det heller ikke nu. Man betaler for et stade, og publikum betaler for mad og drikke, men pengene går ubeskåret til Humanitær Forening.