Traditionen fortsætter: Støt op om affaldsindsamlingen
Lørdag den 13. april er der Danmarksindsamling af skidt smidt i naturen - Veddum har meldt sig klar til at tage en tørn, og Motionsforeningen Thor samt Veddum Landsbylaug indbyder derfor unge såvel som gamle til et par timer i naturen med skraldeposer og handsker.
Dagen starter ved Thor klokken 10.00, hvor der bydes på rundstykker og kaffe, uddeles ruter og grej, og arrangementet slutter igen ved Thor ved middagstid, hvor pølser med det hele samt øl og vand med god samvittighed kan nydes.
Affaldsindsamlingen er efterhånden en gammel tradition i området, og hvert år kan man byde byens konfirmander tillykke med en rengjort by.
De to foreninger håber, at der møder mange op til projektet - jo flere der kommer, jo hurtigere er man færdig!
Ergo - tag børnene ved hånden og lad dem hjælpe med at rydde op. Det kan være en øjenåbner for børnene, så de ikke selv kommer til at forurene naturen.