Butikkerne inviterer til stor og festlig fastelavnsfest
Alle byens børn – gerne ledsaget af deres forældre - er inviteret, når Hobro Handel lørdag den 10. februar holder stor fastelavnsfest i Biecentret i Hobro.
Her skal der traditionen tro slås katten af tønden, hvor der naturligvis kåres både en kattedronning og en kattekonge, som får en fin præmie.
Hobro Handel sørger for juice til børnene, kaffe til de voksne og lækre, friskbagte fastelavnsboller til alle.
Man skal naturligvis komme udklædt, hvis man vil være med til det sjove. Efter den festlige tøndeslagning kan alle børn gå ud og rasle i udvalgte butikker. Her får børnene udleveret et “raslekort”, så de nemt kan se, hvilke butikker, der tager i mod, og er klar med lidt godter.
Fastelavnsfesten begynder klokken 10.30 i Biecentret og Hobro Handel håber naturligvis at se en masse festklædte og glade børn.