Butikscenter har plads til flere
HADSUND: Historien har budt på lidt af hvert for Butikscenter Hadsund, der i weekenden fejrer sit 50 års jubilæum. Det har indimellem knebet med udlejningen i det 6000 kvadratmeter store butikscenter, og lige nu kunne det også gå bedre ifølge ejerne, brødreparret Allan og Flemming Nørgaard.
- Langt hovedparten af lejerne har været med i over 20 år og er glade og tilfredse med at være her, men det er ingen hemmelighed, at vi mangler lejere. Jeg har prøvet meget forskelligt for at lokke nye til, men må indrømme, at det er svært. Jeg har snakket med mange, men det er kun lykkedes i få tilfælde, fortæller Flemming Nørgaard, der varetager udlejningen på vegne af brødrene.
Han har især fokuseret på de sociale medier med assistance fra professionelle specialister.
- Jeg tror, mit telefonnummer står over alt på nettet. Vi har også prøvet at markedsføre os med, at vi kan hjælpe med finansieringen, hvis banken siger nej. Det er ofte det, der er hurdlen for folk, der vil åbne en butik, siger Flemming Nørgaard.
Især det 1300 kvadratmeter store butiksareal, der indtil 2016 husede Eurospar-supermarkedet, er en sten i skoen. Derimod er lokalerne, hvor Netto var indtil 2021, nu udlejet. De 830 kvadratmeter er overtaget af motionscenteret MyHeart, der er flyttet fra mindre lokaler på 1. sal.
Ikke desto mindre er fraværet af dagligvarebutikker et problem.
- Et supermarked trækker mange mennesker til, men jeg tror desværre ikke på, at vi får et nyt supermarked ind, men vi er fleksible. Det store areal kan for eksempel bruges til lager, og hvis man er interesseret i færre kvadratmeter, er vi også parate til at bygge om, siger Flemming Nørgaard.
Blandt succeshistorierne er den nyåbnede butik Garnværk og tilgangen af Viking Sushi i 2020, men derimod er Bunson’s burgerbar lukket, og Flemming Nørgaard kunne da også godt tænke sig et spisested mere i centeret.
- Men vi piver ikke. Vi kendte betingelserne, da vi overtog, og vidste, det ville blive svært, siger han.
Der er heller ingen grund til at pive i løbet af weekenden, hvor jubilæet fejres over tre dage.
Fredag starter kl. 15 med Hadsund Skoleorkester, jubilæumstale af borgmester Mogens Jespersen efterfulgt af Als Mandekor. Dagen krydres med gratis kaffe, saftevand og kagemand, ligesom der er sørget for, at man kan købe sig en fadøl eller et glas vin. Både fredag og lørdag viser Hadsund Roklub deres både frem.
Lørdag indtager Peter Løve Mark scenen med sit slangeshow, butik Garnværk inviterer til inspirationstimer for de strikkeglade, og Mariagerfjord Dart viser deres talenter og giver publikum mulighed for at teste deres evner af.
Søndag holder butikkerne i centret åbent mellem 10 og 14 med en masse gode jubilæumstilbud.
Man kan roligt parkere børnene i legeområdet, der er fordoblet og forsynet med nyt legehus og aktivitetsbræt.
I forbindelse med jubilæet opfordrer man fra centerets side borgere der ligger inde med billeder fra Hornbechs tid og da centret blev bygget, til at henvende sig til Jan Vestergaard, der har det daglige ansvar for centret.