Billede beskrivelse

Bordtennis for seniorer: Motion, fællesskab og masser af sjov

02. september 2025 kl. 19.22

HOBRO: Er man over 60 år og ønsker at styrke både kroppen og sindet i godt selskab, så er bordtennis et oplagt valg. I uge 37 inviterer Hobro Badmintonklub til åbent hus som en del af ’BAT 60+’ – et fælles initiativ fra DGI Bordtennis og Bordtennis Danmark, der bringer bordtennis ud til seniorer i hele landet.

Alle kan deltage, uanset tidligere erfaring og fysisk form. Spillet tilpasses individuelt, og der lægges stor vægt på det sociale samvær. Nye deltagere bliver taget godt imod, så det er let at føle sig hjemme i fællesskabet.

Ifølge Lis Hævdholm fra styregruppen for BAT 60+ er bordtennis en sport, der passer særligt godt til seniorer:

- Alle kan være med, uanset form og ambitioner, da spillet kan varieres i tempo og intensitet. Samtidig er det sociale en stor del af spillet, og nye spillere vil blive budt velkommen, så de får lyst til at blive hængende og komme igen.

Træningen er tilpasset seniorers livsstil og dagsrytme, og der er god tid til både spil og snak – før, under og efter.

Flere og flere seniorer spiller bordtennis

Siden åbent hus-kampagnen startede i 2016, er antallet af 60+ spillere steget markant. De seneste fire år er over 1.400 nye spillere kommet til, og udviklingen ser ud til at fortsætte.

- Bordtennis er en fantastisk sport, selv hvis man har lidt skavanker eller skader fra tidligere. Der er ingen kropskontakt eller stor fysisk belastning, men man kan stadig få sved på panden, konkurrence og fællesskab, siger Lis Hævdholm.

Sporten træner ikke kun konditionen, men også balance, muskler og reaktionsevne. Det er let at komme i gang – og svært at stoppe igen.

Åbent hus i Hobro i uge 37

Hobro Badmintonklub åbner dørene for interesserede seniorer mandag den 8. og onsdag den 10. september kl. 9–11 samt torsdag den 11. september kl. 19–21. Adressen er Amerikavej 22. Klubben stiller bat, bolde og borde til rådighed, og der er ingen tilmelding – man møder bare op.

BAT 60+ er skabt for at gøre det nemt og sjovt for seniorer at blive en del af en lokal bordtennisklub – uanset om man er nybegynder, øvet eller tidligere turneringsspiller.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste