Verdensklasse korkoncert i Mariager Kirke
MARIAGER: Lørdag den 5. april kl. 16.00 lægger Mariager Kirke rum til en særlig musikalsk oplevelse, når Akademisk Kor Århus giver koncert.
Selvom Danmark er et lille land, og Aarhus en overskuelig by, huser den østjyske hovedstad et kor i international topklasse.
Akademisk Kor Århus har vundet flere af de største internationale korkonkurrencer – blandt andet World Choral Championship i Tokyo i 2019, Grand Prize ved Rimini International Choral Competition i 2018 og senest Grand Prix-titlen ved “Sing for Gold” i Barcelona i 2022.
Koret, der består af dygtige sangere i alderen 20-35 år, er tæt knyttet til musikmiljøet omkring Aarhus Universitet og Det Jyske Musikkonservatorium. Det ledes af dirigent Jonas Rasmussen og regnes i dag som et af Danmarks mest fremtrædende amatørkor med professionel arbejdsmoral.
Programmet for koncerten i Mariager byder på værker, som skal opføres til European Choir Games – en international korkonkurrence, der afholdes i Aarhus til sommer. Publikum kan se frem til musik af blandt andre Bo Holten, Wolfram Buchenberg og Joanna Marsh.
Samtidig markeres korets 40-års jubilæum med uropførelsen af et nyskrevet værk, komponeret til lejligheden.
Der opkræves en beskeden entré til koncerten.