Billede beskrivelse

To ugers asfaltarbejde på E45 ved Hobro starter nu

07. september 2025 kl. 09.52

HOBRO: Vejdirektoratet igangsætter søndag den 7. september et større asfaltarbejde på E45 ved Hobro. Projektet omfatter udskiftning af cirka fem kilometer belægning i nordgående retning mellem afkørsel 36 Onsild og 37 Handest.

Det fortæller Vejdirektoratet i en pressemeddelelse. 

For at forstyrre trafikken mindst muligt bliver arbejdet udført i aften- og nattetimerne fra kl. 17.30 til 6.30 samt i weekender. I denne periode bliver trafikken ledt over i det sydgående spor, så der opretholdes ét farbart spor i hver retning.

Når der ikke arbejdes, vil begge retninger være åbne for trafik – dog med nedsat hastighed i nordgående retning.

Sådan foregår arbejdet

Arbejdet udføres i flere faser. Først fræses den gamle asfalt væk, og derefter repareres eventuelle skader i underlaget, ny asfalt lægges, og til sidst markeres kørebanen med nye vejstriber.

Målet er at sikre en mere jævn kørebane og dermed en bedre og mere sikker oplevelse for trafikanterne.

Ændringer for trafikanter

I de tidsrum, hvor arbejdet står på, vil til- og frakørslerne ved afkørslerne 36 Onsild og 37 Handest være spærret i nordgående retning. Bilister henvises til alternative til- og frakørsler.

Arbejdet forventes afsluttet inden for cirka to uger, men tidsplanen afhænger af vejret.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste