Billede beskrivelse

Sommerlejr til søs stævner ud fra Mariager

04. juli 2025 kl. 06.01

MARIAGER: Blå Kors Danmark inviterer igen i år unge med på sommerlejr til søs ombord på det gamle træskib Agape. Her venter dem nogle dage med vind i håret, saltvand på huden og følelsen af et helt særligt fællesskab.

Lejren er målrettet unge i alderen 13-17 år, som vokser op med udfordringer som fx misbrug i familien, psykisk sygdom eller økonomiske vanskeligheder. I alt sejler 30 unge, fordelt på tre sejladser, hvoraf den første har afgang fra Mariager, hvor skibet til daglig lægger til kaj.

- Lejrene giver børnene et pusterum fra en hverdag, der kan være fyldt med bekymringer. Her kan de slappe af, få nye venner og bare være sig selv, siger Sandra Trampedach Junget, der er projektleder for Blå Kors Danmarks ferielejre.

Sommerlejrene til søs er nogle af de i alt 11 sommerlejre, som Blå Kors Danmark arrangerer i år. De adskiller sig ved at foregå på vandet, hvor hverdagen bliver skiftet ud med sejl, fælles opgaver og nærvær.

Fællesskab og frivillige voksne

Alle lejrene drives af frivillige. En af dem, der glæder sig til at komme afsted, er Joakim Rex Blankschøn. Han er lejrchef på to af årets sejladser og har været frivilig ombord på skibet Agape i seks år.

- Når man kommer ud at sejle, sker der noget med mennesker. Vi ser de unge sprudle, vokse og få glæde i øjnene. Når de skal hjem, er der nogen, der næsten ikke kan give slip igen. Det maritime kan virkelig noget, fortæller han.

Både for deltagerne og de frivillige sætter dagene til søs spor.

- Det handler om at give noget tilbage. Jeg arbejder med børn og unge til daglig, og jeg tror på, at gode dage er noget, vi giver hinanden, fortæller lejrchef Joakim Rex Blankschøn og fortsætter:

- Skibet Agape stævner ud fra Dania ved Mariager den 4. juli, sejler forbi Middelfart og ankommer til Sønderborg den 11. juli. Dagen efter, den 12. juli, sejler skibet videre mod Aabenraa, hvor årets sommerlejre til søs slutter.

Blå Kors Danmarks ferielejre er støttet af en række fonde, legater og virksomheder.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste