Billede beskrivelse

Ridefys-stævne blev en kæmpe succes

19. april 2026 kl. 11.02

HOBRO/KLEJTRUP: I weekenden summede Vasehus Ridecenter ved Klejtrup af masser af liv og stemning, da ridecentret dannede rammen om et stort ridefys-stævne.

Ridefysioterapi er en form for fysioterapi, hvor man bruger heste som en aktiv del af behandlingen.

- Det vil sige, at vores deltagere til dette stævne træner deres kroppe, når de er til ridning. Derfor er denne slags stævner noget helt særligt, udtaler handicapinstruktør Elisabeth Jensen.

Deltagerrekord

Aldrig før har så mange været tilmeldt. Hele 34 ridefys-ryttere deltog, og opbakningen fra publikum var imponerende. Over 70 mennesker samledes efterfølgende til fælles frokost, hvor snakken gik livligt om dagens præstationer og gode oplevelser.

Der var tydeligvis lagt mange kræfter i forberedelserne. Rytterne mødte op velklædte, pigerne/damerne med opsat hår, og hestene flot flettede.

Stemningen var høj fra start med masser af publikum, klapsalver og en dommer klar med både rosende ord, diplomer og flotte rosetter. Flaget var hejst, og musikken spillede i baggrunden og skabte en festlig ramme om hele stævnet.

Kuldegysninger og tårer

Flere ryttere viste stor udvikling siden sidste stævne. Nogle havde mod på at ride programmer med galop, mens andre havde kastet sig ud i nye udfordringer ved at rykke en klasse op. Det vidnede om både mod, træning og glæden ved at udvikle sig.

- Det gav mig kuldegysninger og jeg fældede da også en tåre, udtalte Marianne Nordensgaard, der er ridefysioterapeut og arbejder med alle rytterne på Vasehus Ridecenter.

Flot finale

Stævnet blev afslutningsvist rundet af med et særligt indslag, da fire voksne ryttere indtog banen. De har alle redet i deres ungdom, men er i dag en del af ridefys på grund af skader.

Sammen havde de sammensat et flot kvadrilleprogram til musik, som blev stævnets store finale. De fire ryttere klarede det så flot, og indslaget blev et symbol på både sammenhold og rideglæde.

Alt i alt blev det en dag fyldt med smil, stolthed og fællesskab – og et stævne, som både ryttere, hjælpere og publikum sent vil glemme.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste