Billede beskrivelse

Projekt på ærgerlig pause trods stor opbakning

17. marts 2025 kl. 14.01
Opdateret 19. marts 2025 kl. 09.24

ARDEN: Tilbage i maj måned 2024 underskrev Foreningen Sortemosehus og Naturstyrelsen en overdragelsesaftale for ejendommen beliggende på Skovvej 68 i Arden – også kaldet Sortemosehus. Trods aftalen står projektet nu stille, mens der afventes en endelig godkendelse fra Finansudvalget.

Sortemosehus er udset til at blive et levende samlingspunkt for vandrere, cyklister og naturelskere i alle aldre. Målet er at omdanne Sortemosehus til et naturcenter, et vigtigt knudepunkt for Hærvejen og en central indgang til Rold Skov. Det har været en ambition siden efteråret 2023, hvor salget blev aftalt, og en projektgruppe arbejdede på en ansøgning til Nordea-fonden om finansiel støtte til at erhverve og ombygge den historiske ejendom.

Foråret 2024 bød da også på godt nyt, da Nordea-fonden bevilgede støtte til projektet, hvilket satte skub i overdragelsesprocessen. Planen var, at foreningen hurtigt kunne påbegynde den omfattende renovering og ombygning. Dog viste en væsentlig forudsætning i aftalen sig at blive en uventet udfordring, nemlig Finansudvalgets godkendelse.

- Vi har gennem hele forløbet haft en tæt dialog med Naturstyrelsen, og ingen har indikeret, at Finansudvalgets godkendelse ville blive et problem. Men efterhånden som månederne er gået, er vores bekymring vokset. Det er utroligt frustrerende at stå i en kø, hvor man hverken kender sin plads eller proceduren for fremdrift, lyder det fra Maria Møller, der er forperson for Foreningen Sortemosehus.

Naturstyrelsen sendte sagen videre til Ministeriet for Grøn Trepart allerede i november 2024, og her ligger den endnu.

Stort lokalt engagement risikerer at smuldre

Sortemosehus-projektet nyder stor lokal opbakning med over 40 engagerede frivillige. Nogle deltager aktivt i foreningens arbejdsgrupper, mens andre bidrager ved arrangementer og åbent hus-dage. Derudover er der mange, som jævnligt lægger vejen forbi for at følge med i udviklingen.

- Denne ventetid tærer på både håb og engagement. Vi vil bare så gerne i gang. Byggetilladelsen fra Mariagerfjord Kommune er på plads, og vi har allerede aftaler med lokale håndværkere. Vores ambition var at have shelterplads og herberg klar til sommer, men det håb smuldrer nu, lyder det fra en ærgerlig Maria Møller.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste