Ok at være anderledes: Personlige kunstværker doneret til Mariagerfjord Gymnasium
HOBRO: Simone Nana, tidligere elev på vhf (visiteret hf) ved Mariagerfjord Gymnasium fra 2015 til 2018, har doneret tre personlige malerier til fordel for gymnasiets støtteforening. Indtægterne fra salget af værkerne er øremærket de nuværende vhf-elever.
Det fortæller gymnasiet.
En særlig forbindelse til vhf
Tilbage i august 2022 blev vhf-uddannelsens 10-års jubilæum fejret med en reception på Mariagerfjord Gymnasium. Blandt de tidligere elever, der tog ordet for at hylde uddannelsestilbuddet, var Simone Nana. Ved den lejlighed overrakte hun et maleri til gymnasiet og præsenterede samtidig idéen om at donere flere værker for at støtte vhf-eleverne.
Nu er idéen blevet til virkelighed. Tre af hendes værker, samlet under titlen "En dag på vhf og efter", pryder nu gymnasiet. Bag hvert penselstrøg ligger dybe tanker og personlige oplevelser:
– Det er billeder på mine oplevelser og venners fortællinger om, hvordan det er at leve med en diagnose, og hvordan gymnasiet og vhf rummer de forskellige behov. På vhf er der forståelse, ro og plads til, at man kan være sig selv samtidig med, at man er en del af et fællesskab. Det har haft en kæmpestor betydning for mig, og dét kommer alt sammen til udtryk i mine malerier, forklarer Simone Nana.
En betydningsfuld uddannelse
Rektor Søren Urup ser donationen som en bekræftelse af vhf-uddannelsens vigtige rolle:
– Vi er utrolig glade for Simone Nanas flotte gave! Det bekræfter os i, at vhf-uddannelsen har stor betydning for mange mennesker, og at vi gør det rigtige. Selvfølgelig skal sårbare unge også have mulighed for at få en studentereksamen. Det er så vigtigt, at man ser igennem diagnoser og fokuserer på potentialet og mulighederne, ellers risikerer man at tabe mange talenter. Heldigvis fornemmer jeg, at det er noget, samfundet og politikerne begynder at få øjnene op for.
Udstilling på gymnasiet
De tre donerede værker kan lige nu opleves på Mariagerfjord Gymnasium, hvor de er udstillet sammen med en række andre malerier af Simone Nana. Interesserede er velkomne til at besøge udstillingen i skolens åbningstid.
Flere af Simone Nanas værker kan også ses på hendes Facebookside Art By Horse.