Billede beskrivelse

Nyt team i spidsen for Hobro Handel, hvor formanden skal under kniven

13. marts 2025 kl. 19.02
Opdateret 14. marts 2025 kl. 07.53

HOBRO: Der er både et par gengangere og et par nye ansigter i Hobro Handels nye bestyrelse for 2025. Samtidig deles formandsposten i de kommende måneder mellem bestyrelsesmedlemmerne, da formand Peter Møller bliver fraværende i en periode.

Den nye bestyrelse er formand Peter Møller, Guldsmed Torben E. Møller, næstformand Niels Gårde, Føtex, kasserer Lasse Boldt Andersen, Sparekassen Danmark, Line Tolborg Thy, Fleur, Simon Friis Andersen, Mr. Tang og Ann Dorthe Grønhøj, For You – sidstnævnte er suppleant. I tillæg til bestyrelsen har Hobro Handel også et hårdtarbejdende eventudvalg.

Der venter både den nye bestyrelse og eventudvalget et begivenhedsrigt og travlt 2025, hvor ikke mindst kunstprojektet Midgårdsormen vil sætte Hobro på landkortet – både overfor de lokale, men også med en forventning om ekstra mange turister udefra. Et projekt, der forventes at smitte meget positivt af på byens butiksliv.

Midgårdsormen er dog blot én af mange aktiviteter, der venter i 2025. Hobro Handel har således mange andre spændende ting på programmet.

Formand skal under kniven

Den nye bestyrelse vil – for en stund – komme til at mangle sin formand, idet Peter Møller skal have nyt knæ og derefter ny hofte.

- Ja, det er tiltrængt med de par operationer, men jeg fortsætter i det omfang jeg kan, indtil jeg skal opereres i starten af maj. Derefter lover jeg at komme på højkant igen hurtigst muligt, men selvfølgelig kommer det til at tage lidt tid med genoptræningen, før jeg igen står i min butik og kan være en aktiv formand i Hobro Handel, lyder det fra Peter Møller, der til gengæld glæder sig over den nuværende status i Hobro Handel.

- Udover at der venter et rigtigt spændende 2025, så kan Hobro Handel også vise et flot økonomisk resultat for 2024. Her fik vi et overskud på 171.000 kroner, hvilket også var tiltrængt, da vi i 2023 havde et underskud på 163.000 kroner. Selvom det ikke er vores formål at lave overskud, så var det meget fint ovenpå underskuddet året før, og det giver os et godt fundament til vores videre arbejde, tilføjer han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste