Billede beskrivelse

Nyt boligfællesskab i Hobro: Her handler det lige så meget om fællesrum som kvadratmeter

26. november 2025 kl. 19.01

HOBRO: Tirsdag eftermiddag lød startskuddet til opførelsen af et nyt boligfællesskab i det sydlige Hobro. Navnet på byggeriet er Funders Have, der kommer til at bestå af 30 individuelle étplans rækkehuse for aktive voksne over 50 år.

Byggeriet gennemføres med en bæredygtig, funktionel og moderne arkitektur, som skaber rammerne for et aktivt fællesskab. Funders Have - opkaldt efter familien Funder, som udstykker området – bliver et boligfællesskab, der senere vil blive omkranset af nye parcelhuse. Hele arealet kommer til at hedde Skovladen, opkaldt efter familiens gård.

- Rækkehusene bliver i forskellige størrelser, men alle vil opleve at få en privat lille have bagved huset – og en halvprivat have foran huset ud mod fællesarealet, fortæller Steffen Maagaard Nielsen fra danbolig, der står for udlejningen af husene.

- Områdets fælleshus kommer til at skabe rammen om at bidrage til det gode naboskab og styrkelse af fællesskabet. Fælleshuset bliver indrettet så det rummer plads til hverdagsbrug og festlige arrangementer, og det bliver indrettet, så alle rum kan anvendes til flere formål. Der bliver også plads til forskellige værksteder. Rundt om fælleshuset vil der være overdækkede terrasser og grønne udenomsarealer, hvor der bliver skabt rammer for summen af liv og aktivitet, tilføjer han.

Lokalplan på vej for Skovladen

Familien Funder er i fuld gang med at udarbejde en lokalplan for området. Lokalplanen udarbejdes sammen med Mariagerfjord Kommune og Nodo Arkitekter fra Aarhus. Skovladen ligger bag villakvarteret ”Kirketoften”, mellem Mariagervej og Hobro Østerskov.

Skovladen er placeret midt i naturen – med kort afstand til Mariager Fjord og Hobro by. Blot fem minutter i bil og otte minutter på cykel tager det at komme fra Funders Have til Hobro Havn.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste