Nordjylland får seks nye mødesteder: - Der har været en enorm efterspørgsel
NORDJYLLAND: Det er nu afgjort, hvilke fællesskaber der får tildelt et mødested i den sidste runde af Realdanias store fællesskabsindsats Vores Sted.
De 40 fællesskaber, der nu kan se frem til at få deres eget mødested, er udvalgt blandt 410 ansøgere, skriver Realdania i en pressemeddelelse.
I Nordjylland er det seks nye mødesteder, der opstår som følge af projektet - i de tre ansøgningsrunder har Realdania modtaget i alt 1.667 ansøgninger.
- Der har været en enorm efterspørgsel på at få et mødested. Det sender et klart signal om, at danskerne gerne vil fællesskabet, men at man mange steder kunne have brug for bedre fysiske rammer til at dyrke det, siger Nina Kovsted Helk, der er administrerende direktør i Realdania.
Fællesskaberne har kunnet ansøge om fire forskellige fælleshuse og åbne pavilloner, som er udviklet specifikt til Vores Sted.
Husene kan indrettes og bruges til mange forskellige aktiviteter - f.eks. et værksted, hvor man kan mødes og bruge hænderne, og en naturbase, hvor man kan mødes om livet i det fri og opbevare grejet.
- Der findes mange fællesarealer rundt om i Danmark, men der er behov for mere end en tom græsplæne, hvis vi som samfund skal skabe gode rammer for spontane møder og det liv mellem husene, der er så vigtigt for vores livskvalitet. Selvom alle mødesteder i Vores Sted nu er uddelt, vil den store interesse for mødesteder fortsat blive taget med i overvejelserne, når vi planlægger nye indsatser, siger Nina Kovsted Helk.