Når livet slår en kolbøtte – og meningen synes væk
HOBRO: Når livet pludselig forandres – måske på grund af alvorlig sygdom – opstår der ofte store spørgsmål: Hvad nu? Hvorfor mig? Hvordan kommer man videre? Og ikke mindst: Hvad giver overhovedet mening nu?
Disse eksistentielle overvejelser er omdrejningspunktet, når sygehuspræst Grethe Holmriis fra Mariager gæster Hjertecaféen på Hobro Bibliotek tirsdag den 21. oktober kl. 19. Her holder hun foredraget "Når livet tager en voldsom drejning – hvordan finder vi mening i det hele?"
Grethe Holmriis har mange års erfaring med mennesker i krise og har stået ved deres side i de mørkeste øjeblikke. Hun fortæller:
- Jeg har stået sammen med mennesker, hvor alt syntes mørkt og håbløst, og oplevet, at når det så mørkest ud.
- Når det var, som om "alt håb var ude" – så blev der plads til noget andet. Et nærvær. Et fornyet håb, som uventet kom til os, ja, netop "udefra".
Hun understreger, at håb ikke er noget, man skal præstere:
- Det er noget, der kommer, når man giver slip. Det er livets egen bevægelse. Når vi overgiver os til det, der er, og til kræfter uden for os selv, så falder sindet til ro.
- For vi har en livskraft i os, som vil os det godt. Troen og det kristne sprog har for mig været et bolværk mod mørket og overbevist mig om, at livet er langt større, end vi fatter – og fyldt med overraskelser, udfordringer og ikke mindst ressourcer, vi ikke troede, vi havde.
Grethe Holmriis har tidligere arbejdet som sygehuspræst ved Aalborg Universitetshospital og som sognepræst ved Vor Frue Kirke i Aalborg. Siden hun gik på pension i 2018, har hun haft flere vikariater og fungerer i dag som sygehuspræst ved Hobro Sygehus.
Arrangementet i Hjertecaféen, som er arrangeret af Hjerteforeningen Mariagerfjord, er åbent for alle. Der er gratis adgang.