Musikalsk aften med far og søn i Møldrup Hallen
MØLDRUP: Bent og Anders Toft Bro gæster Møldrup. Menighedsrådene i Tostrup, Roum og Hvam inviterer til en aften i musikkens og humorets tegn onsdag den 22. oktober 2025 i den nyrenoverede Møldrup Hal. Her vil duoen Bent og Anders Toft Bro byde på musik og fortællinger fra det vestjyske – og der er mulighed for fællesspisning inden showet.
Aftenen markerer det første store arrangement i den udvidede hal, og målet er klart: at styrke fællesskabet uden for kirkens rammer med grin, sang og god mad.
Bent og Anders Toft Bro er en far-søn-duo, som gennem de seneste 15-20 år har delt passionen for musik og vestjyske fortællinger.
Med klaver, guitar og en god portion grovsaltet humor tager de publikum med på en musikalsk sejltur fyldt med historier om fiskeri, familieliv og livet i Thyborøn. Fællessange er en fast del af programmet, så publikum bliver inddraget aktivt undervejs.
Bent Bro har i 35 år arbejdet for fiskerne i Thyborøn Havns Fiskeriforening og har været medlem af det folkekære band TØRFISK siden 1981. I 2023 gik han i land, men fortsætter med at optræde både alene og sammen med sønnen.
Anders Bro er kendt som journalist på TV MIDTVEST, hvor han bl.a. er med i det rullende indslag FOTOVOGNEN. Musikken har fulgt ham hele livet, og han behersker flere instrumenter som klaver, keyboard, harmonika og guitar. Ud over samarbejdet med Bent er han også en del af gruppen FÆTTERS.
Aftenen byder på en varm og nærværende forestilling, hvor musikken, historierne og familiebåndet går op i en højere enhed. Publikum kan se frem til en koncert, hvor kærligheden til Vestjylland og dets mennesker mærkes i hver en tone.
Billetter og mad
Billetter koster 150 kr. pr. person frem til den 15. oktober 2025. Herefter stiger prisen til 200 kr. Billetter kan købes fysisk hos Købmanden i Møldrup eller via MobilePay til nummer tilknyttet Hvam Menighedsråd. Ved betaling via MobilePay opføres man på deltagerlisten, som tjekkes ved indgangen.
Det er muligt at tilkøbe spisning – flæskesteg med det hele og islagkager – for 150 kr. pr. person. Maden skal bestilles senest den 15. oktober 2025.