Morten skal sikre at Bramslev Bakkers potentiale forløses
HOBRO: 1. april 2023 overtog Mads Hedegaard og Rasmus Skovmark restauranten, campingpladsen og en stor del af området ved Bramslev Bakker.
Siden har stedet været igennem en større forvandling og ombygning - og fremtræder i dag som et unikt naturhotel med fokus på glamping og andre overnatninger med et naturligt og luksuriøst tvist.
Men forvandlingen har - i bagklogskabens klare lys - også betydet manglende fokus på den daglige drift af stedet. Derfor er 56-årige Morten Andersen ansat som administrerende direktør og daglig leder af Bramslev Bakker.
- Det er jo et helt magisk sted, og det kunne jeg se fra det øjeblik, jeg kom her for første gang. Men jeg kunne også mærke, at der manglede en daglig leder med hånden på kogepladen og overblikket, herunder også at have fokus på både trivslen hos medarbejderne og gæsterne.
- Så jeg tiltrådte som administrerende direktør, daglig leder og såmænd også køkkenchef, fortæller Morten Andersen.
Elsker at skabe forandringer
Morten Andersen har tidligere været selvstændig med egen kro og egen café, ligesom han har været køkkenchef hos flere Michelin-restauranter i Stockholm og et par toprestauranter i København.
Han har også bidraget til flere turnarounds hos andre oplevelses- og spisesteder, ligesom CV’et også omfatter administrerende direktør på smukke Nørre Vosborg ved Holstebro og køkkenchef på Hjarbæk Golfcenter.
- Jeg elsker at være med til at skabe forandringer i den daglige drift. Gerne på steder med masser af potentiale, men hvor den endelige forløsning måske har manglet. Sådan er det også her på Bramslev Bakker, hvor fundamentet og rammerne er fantastiske, men hvor der lige har manglet det sidste. Den proces er vi godt i gang med, og heldigvis kvitterer gæsterne for det med masser af bookinger. Både på overnatninger og på selskabsdelen.
- Vi havde for nyligt lanceret et par attraktive deals på to forskellige dealsites. Her blev der solgt 1300 pakker, hvilket jo var helt vildt. På selskabsdelen har vi 12 bryllupper inde alene i år. Samtidig er der mange andre selskaber.
- Jeg vil derfor tro, at vi omsætningsmæssigt kommer til at vækste med to-tre millioner kroner i 2026, mens væksten i 2027 bliver endnu mere markant. Der blæser virkelig nogle positive vinde over Bramslev Bakker, lyder det fra Morten Andersen.
Masser af idéer
Selvom der således bliver fokus på driften og at kræse om de mange gæster, så er det ikke slut med idéerne og udviklingen af det unikke sted.
- Vi har masser af idéer, blandt andet med nogle af vores terrasseområder, der skal gøres helt særlige - nogle måske med overdækning og gulvvarme, så de kan bruges hele året. Vi vil nemlig gerne gøre Bramslev Bakker til et helårssted. Her har der de seneste år været lukket helt ned i de mørke måneder, men det vil vi gerne lave om på.
- Vi har også planer om endnu flere overnatningsmuligheder, blandt andet med nogle nye cirkusvognslejligheder, der også får sin egen hyggelige terrasse.
- Så jo, vi har gang i en masse spændende, siger Morten Andersen.