Maria sommerudstiller på golfcenter
MARIAGERFJORD: Mariagerfjord Golfcenter kan denne sommer præsentere en ny udstiller i klubbens lokaler. Det er billedkunstner Marie Engelbrecht Kristensen, der udstiller i juli og august måned. Alle er velkomne til at kigge forbi.
Maria Engelbrecht Kristensen fortæller om sin kunst og sit arbejde:
- Mit kunstneriske virke blev vagt, da jeg som barn og ung modtog de smukkeste breve fra min mormor i Sverige. Hun havde en smuk håndskrift og brevene var fyldt med små sirlige farveblyantstegninger fra årstiderne på gården, blomster, kager, insekter og naturen omkring hende. Det inspirerede mig til at tegne og være kreativ, fortæller hun.
Maria Engelbrecht Kristensen er født i 1963 og er opvokset i Kogtved i Svendborg helt ned til Svendborg Sund og senere flyttede hun med familien til Thurø. Begge steder er naturperler med vandet helt tæt på.
- Mine akrylmalerier kan beskrives som organisk abstrakte, der via mange lag og løbere fremstår næsten stoflige.
- Jeg arbejder en del med løbere af fortyndet akrylmaling, som næsten danner et vævet udtryk. Jeg anvender ofte tykke oliekridt og serigrafitryk i mine malerier. Der skal helst være både ro, vildskab, kontrast, balance, dybde og detaljer, som man kan gå på opdagelse i.
- Min inspiration henter jeg mange steder, men ofte fra naturen i Danmark og fra vores rejser rundt i verden. Bjerglandskaber, enge, tåget morgenlys, blomster, koralrev og lysets spil under vandoverfladen, fortæller hun.
Ud over akrylmalerier laver Maria Engelbrecht Kristensen også akvareller, som hun tegner elegante og lette tuschtegninger på. Dem kalder hun for watercolourdoodles.
- Jeg laver også doodletegninger til barnedåb og andre anledninger. I de detaljerede tegninger skriver jeg barnets navn, fødselsdato, vægt og andre personlige finurligheder, fortæller hun.
De seneste 7-8 år har Maria Engelbrecht Kristensen udstillet sine malerier på kunstmesser, hos kunstforeninger og virksomheder, blandt andet hos: Censureret udstilling på Dronninglund Kunstcenter. Nu er turen så kommet til Mariagerfjord Golfcenter.