Lukker snart for i år – men godt nyt venter
HOBRO: Der er både godt og dårligt nyt til biografgængere og filmelskere i Hobro og omegn. Allermest det første, altså godt nyt.
Lige nu er byens biograf; Filmteatret på Store Torv nemlig ved at blive toptunet og renoveret. Lyd, lærred, teknik og komfort får den helt store tur, så der er virkelig noget at glæde sig til for områdets filmelskere.
Den omfattende renovering betyder imidlertid også, at biografen snart lukker for i år. Sidste forestilling er således fredag den 21. november, hvorefter det først er planen at åbne til vinterferien næste år – helt nøjagtigt den 7. februar 2026.
- Ombygningen af den store sal har været i gang i et stykke tid, men vi har med lodde og trisse og forstående biografgængere stadig kunne vise film i den lille sal. Fra den 21. november går den dog ikke længere, og vi bliver nødt til at lukke helt ned, fortæller Klaus Elm, formand for Filmteatret.
- Til gengæld kan jeg love en topmoderne biograf, når vi åbner igen til vinterferien næste år, tilføjer han.
Drømmer om dobbelt op på solgte billetter
Ombygningen af Filmteatret koster cirka 12 millioner kroner.
Penge der primært er hentet hos fonde og andre bidragsydere, ligesom Mariagerfjord Kommune har bidraget med 1,5 millioner kroner. Et beløb, der svarer til tre års maksimale driftstilskud til biografen.
- Udover, at vi sikrer den enkelte biografgænger en meget bedre filmoplevelse, så er vi også overbeviste om, at den nye og moderne biograf vil få antallet af solgte billetter til at stige væsentligt, og dermed også sikre en bedre økonomi i biografen.
- Vi har i dag cirka 10.000 besøgende om året. Efter ombygningen tror vi, at det tal lander på cirka det dobbelte. Et skøn, der bakkes op af erfaringer fra andre tilsvarende biografer, der har været igennem lignende opgraderinger.
- Oveni ambitionen om at komme op på 20.000 billetter kommer skoleforestillinger, særforestillinger og filmklubber, fortæller Klaus Elm, der samtidig nævner, at Filmteatret i dag drives udelukkende takket være frivillig arbejdskraft. Godt 40 frivillige arbejder på skift i Filmteatret.
Respekt for stedets historie
Filmteatret Hobro holder til i Hobros fine gamle teater, der har rødder tilbage i 1902 og som i dag ejes af Hobro Borger- og Håndværkerforening. Ombygningen af biografen vil derfor ske med stor respekt for stedets og bygningens historie.
- Biografen får et nyt, lækkert og topmoderne udtryk, men vi glemmer ikke stedets helt særlige historie. Det vil på mange måder stadig være tydeligt i den nye biograf, fastslår Klaus Elm, der også håber, at ombygningen betyder, at biografen får endnu mere fat i de unge mennesker.
- Vores kernebiografgængere har i mange år været det modne publikum. Skal vi lokke de unge i biografen, så skal både komfort, teknik og oplevelse være helt i top. Det bliver det i den nye biograf, der selvfølgelig også får et lækkert lounge- og barområde, der også er med til at forbedre totaloplevelsen. Hobro får virkelig den biograf, som byen fortjener. Både til børn, unge og det modne publikum.
- Vi har også den store fornøjelse at være en premierebiograf, der altså kan vise film på Danmarkspremieredatoen, og vi viser faktisk film alle årets dage med undtagelse af juleaften og nytårsaften, så det er alligevel ret omfattende, fortæller Klaus Elm.
Noget, der altså ikke gælder fra den 21. november, hvor Filmteatret viser sin sidste forestilling i år.
Men så kan du til gengæld godt begynde at glæde dig til den 7. februar, hvor dørene slås op igen til Filmteatret i en ny udgave.