Billede beskrivelse

Lokale ildsjæle tog initiativ og fik succes - nu venter nye projekter

25. februar 2025 kl. 06.04

VEDDUM: For seks år siden traf kommunen beslutningen om at lukke den kommunale børnehave Stjernen i Veddum. Det satte en gruppe engagerede ildsjæle fra Veddum og Skelund i gang med at undersøge mulighederne for at etablere en privat børnehave i stedet. 

På blot få måneder lykkedes det initiativgruppen at arrangere køb af bygningen, og med stor opbakning fra byernes borgere – herunder flere, der stillede sig som kautionister – blev drømmen til virkelighed, skriver initiativtagerne i en omtale. 

Kort tid efter, i december 2018, flyttede kommunen ud af bygningen, og allerede den 2. januar 2019 stod børnehaven Kirsebærhaven klar til at tage imod børn.

Billede beskrivelse

I 2023 blev endnu et stort projekt gennemført: etableringen af et indendørs motorikrum. Rummet har allerede vist sig at være til stor glæde for både børnehavens børn og de lokale dagplejere. 

Projektet blev en realitet takket være massiv opbakning fra lokalsamfundet, som både bidrog med praktisk hjælp og økonomisk støtte fra flere lokale foreninger og fonde, herunder Veddum Amatørteater, Energipark Veddum Kær, Spar Nord-Fonden, LAG Himmerland, Landdistriktsrådets Projektpulje og Nordea-Fonden.

Billede beskrivelse

Det næste store projekt er etableringen af en ny legeplads. Tilbud er allerede indhentet, og fondssøgningen er så småt gået i gang.

Den lokale opbakning fra Skelund og Veddum er fortsat stærk og har stor betydning for både personale og bestyrelser i Kirsebærhaven og støtteforeningen. Hvert år fejres børnehavens fødselsdag med et åbent hus-arrangement, der samler over 100 besøgende. 

Dagen byder på pølsevogn, underholdning og masser af liv og glæde – en sand manifestation af det stærke fællesskab, der har båret Kirsebærhaven fremad fra begyndelsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste