Billede beskrivelse

Kvindeløbet i nye rammer

29. marts 2025 kl. 14.02

HADSUND: Årets Beauté Pacifique Kvindeløb i Hadsund, der afholdes torsdag den 8. maj, får en helt ny ramme, da løbet skifter sted. Hele stævnet flyttes til Munchs Eng, også kendt som Hadsunds tivoli- og cirkusplads.

Stævneledelsen fra Beauté Pacifique og Mariager Fjord Orienteringsklub har gennem de seneste år overvejet den nye placering, da forholdene på den tidligere stævneplads ved havnefronten og -kanalen efterhånden er blevet for trange. 

Der er simpelthen ikke længere plads til både en stor stævneplads og parkering, især når deltagerantallet når op på de 1.500, hvilket skete både sidste år og i 2019. 

Siden 2018 har deltagerantallet været mellem 1.000 og 1.500, og nu flyttes løbet derfor til Munchs Eng, som vil sikre plads til vækst. Måske vil det endda være muligt at udvide deltagerantallet i fremtiden, siger stævneleder Erik Nielsen og Lars Jensen fra arrangørklubben.

Billede beskrivelse

Løberuten forbliver næsten identisk med den kendte rute, men den bliver 600 meter længere, hvilket svarer til 2 x 300 meter fra Munchs Eng og hen til Hadsund Broen og tilbage. 

Den populære tur over Hadsund Broen til vendepunktet på Hadsund Syd er bevaret, oplyser Henrik Bach, ruteansvarlig fra stævneledelsen. Den velkendte strækning op ad "Djævlebakken" i Vestergade og Hobrovej er også bibeholdt, da mange løbere har stor fornøjelse af den udfordring. 

Desuden er den smukke delstrækning ned gennem den nyudsprungne Thygeslund Skov og videre ad Thygeslundvej og Skovvej også en vigtig del af løbets DNA. Løbet passerer det tidligere stævneområde ved kanalen og havnefronten, før det afsluttes på den nye stævneplads på Munchs Eng.

Beauté Pacifique, den verdenskendte hudplejevirksomhed, har været medarrangør og hovedsponsor gennem årene. Torben Holt Pedersen fra Beauté Pacifique fortæller, at deltagerne igen kan se frem til den populære goodiebag, som uddeles til alle løbere.

Ud over den nye stævneplads og rute har løbet fået en ny samarbejdspartner i Sparekassen Danmark, Hadsund Afd., som bidrager med elektroniske startnumre og sponsor-vandflasker til alle deltagerne. 

Desuden vil Super Brugsen, Hadsund, som sædvanlig dele frugt ud til deltagerne. Nye salgsboder med mad og drikkevarer vil også være til stede på pladsen.

Som tidligere vil der være flotte præmier til de tre bedste i hver af de 9 aldersgrupper. Beauté Pacifique giver gavekurve til vinderne, Sportigan, Hadsund giver præmier til 2. pladserne, og Torben, dametøjsbutik, Hadsund giver præmier til 3. pladserne. 

Billede beskrivelse

Alle 27 præmietagere modtager blomster sponsoreret af Kirkepladsens Blomster, Mariager.

Deltagerne vil også have mulighed for at vinde spurtpræmier ved passage af målstregen. 

De mange præmier, som er sponsoreret af Hadsunds butikker og virksomheder, omfatter omkring 200 præmier i både store og små kategorier, hvilket altid er et populært indslag, fortæller stævneleder Jens Chr. Dalgaard fra arrangørklubben.

Som sædvanlig tilmelder deltagerne sig i en af de 9 aldersgrupper og angiver, om de forventer en sluttid under eller over 30 minutter, eller om de ønsker at deltage i Walk. Der er allerede tilmeldt 900 kvinder, så Keld Østergaard, tilmelder fra stævneledelsen, anbefaler, at man tilmelder sig hurtigst muligt for at undgå at møde et ”alt udsolgt” skilt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste