Irsk uden grænser: Kom til koncert i Kulturhuset
ARDEN: Fredag den 24. oktober kl. 20 lægger den irske folkemusiktrio Tradish vejen forbi Kulturhuset i Arden som led i deres jubilæumsturné. I 2025 markerer bandet 15 år på scenen – 15 år med irsk musik uden grænser.
Gennem årene har Tradish spillet på utallige scener over hele Europa. Publikum har fulgt med, genkendt og værdsat trioens åbne, varme og personlige tilgang til den traditionelle irske musik. Tradish forener det gamle og det nye i et levende musikalsk udtryk – med dyb respekt for rødderne og blikket rettet mod fremtiden.
Bandet består af John Pilkington, Louise Ring Vangsgaard og Brian Woetmann.
Seneste album, Handmade Tales, er en samling af 15 håndlavede numre spillet på akustiske instrumenter, hvor egne kompositioner smelter sammen med den irske folkemusik. Albummet fanger essensen af Tradish' særlige lyd: Tre stemmer og seks hænder, der frembringer musik på instrumenter af træ, strenge og gedeskind.
Det forrige album, Roots & Shoots, tog lytterne med på en musikalsk rejse, inspireret af både tradition og nutidens livsvilkår. Albummet fik stor anerkendelse i hele Europa, og Tradish blev udvalgt som ét af 10 bands til at repræsentere Danmark i eksportinitiativet Danish Roots – Growing in the World.
Bandet har desuden ladet sig inspirere af grønlandsk sangtradition efter tre turnéer i Grønland. Resultatet blev blandt andet nummeret “Nuilersup Qilaap Seequinersuata”, som er fast inventar i koncertrepertoiret og en del af Handmade Tales.