Billede beskrivelse

Hobro Idrætscenter lokker med fleksible tider og attraktive priser

29. september 2025 kl. 19.01

HOBRO: Der var engang, hvor tider i en idrætshal var nøje fordelt og planlagt. Hvor der eksempelvis var gymnastik hver tirsdag, badminton hver onsdag, volley hver torsdag og fodbold hver fredag. I dag er modellen meget mere fleksibel – sådan er det i hvert fald i Hobro Idrætscenter.

- Man kan stadig have en fast tid hver uge, men vi har arbejdet på en model, hvor man kan booke en bane, når man som bruger har tid, lyst og mulighed. Selvfølgelig er det en kabale, der skal gå op, og derfor er alle tider ikke frie, men vi har fået skruet en model sammen, der gør det fleksibelt, fortæller Johnny Wulff, centerchef i Hobro Idrætscenter.

- Modellen betyder også, at vi har differentierede priser, hvor det er billigere at leje en bane eller en hal på skæve tidspunkter end i primetime. Det betyder også, at vi får udnyttet vores kapacitet meget bedre, tilføjer han og fortsætter:

- Vi er sikker på, at denne fleksibilitet er vejen frem som idrætscenter. At vi tilpasser os brugernes individuelle behov. Samtidig er det jo også attraktivt, at vi kan tilbyde vores foreninger nogle lejepriser, som jeg tror er blandt de mest attraktive i Danmark. Dermed bidrager vi til, at flest mulige dyrker idræt og bliver en del af et fællesskab, og at foreningerne kan få deres økonomi til at hænge endnu bedre sammen.

Foreningerne sætter pris på fleksibiliteten

Én af de klubber, der nyder godt af Hobro Idrætscenter, er Hobro Badmintonklub. Foreningen er i dag oppe på 130 medlemmer – fordelt mellem børn/unge, seniorer og motionister.

- Vi er inde i en positiv udvikling, særligt blandt vores ungdomshold fra U7 til U13, men vi har selvfølgelig altid plads til endnu flere medlemmer, fortæller Uffe Lyngberg, formand for Hobro Badmintonklub.

- Vi kan godt mærke, at vores medlemmer sætter pris på fleksibiliteten, hvor vi både har faste tider, men hvor man også selv kan booke en bane.

- Det betyder også, at vi mærker interesse for at udvide vores sæson. Hidtil har badminton primært været en vintersport, men her prøver vi at gøre det til en helårssport og i år har vi derfor startet sæsonen en måned tidligere end vi plejer, tilføjer han.

Hobro Badmintonklub er i øvrigt meget mere end badminton. Foreningen har således også pickleball, floorball og bordtennis under deres vinger.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste