Hobro Friplejehjem udvider med seks nye boliger
I forvejen tæller Hobro Friplejehjem 24 boliger, men snart kommer yderligere seks af slagsen til.
Det sker, når man lørdag 12. april kl. 14-16 indvier seks nye boliger på Købmagergade i Hobro.
Det bliver fejret med et åbent hus-arrangement.
- Vores venteliste vokser, og vi tillægger det, at vi har et yderst velfungerende hjem med en høj faglighed. Hverdagen er karakteriseret ved et nært fællesskab. Vi har fokus på at fremme sociale relationer blandt beboerne og på, at de pårørende føler sig velkomne”, fortæller Susanne Gerberg Madsen, der er forstander på friplejehjemmet.
Hun tilføjer:
- Efter endt byggeri er der nu 30 pladser på Hobro Friplejehjem. Vi har en passende størrelse, hvor vi kan bevare nærhed og samhørighed.
Friplejehjemmet åbnede i 2019, og siden har der altså været stor efterspørgsel på pladserne på stedet.
Det gælder også de seks nye boliger, som allerede inden indvielsen 12. april er lejet ud.
På selve indvielsesdagen bliver de seks nye plejehjemsboliger fejret med kaffebord og efterfølgende rundvisning.