Billede beskrivelse

Frivillige hyldet: At gøre noget for andre, gør en lykkelig

26. februar 2025 kl. 06.03

HOBRO: I 2024 kunne Sparekassen Danmark Fonden Hobro fejre 10-års jubilæum. Det blev fejret forleden med en stor jubilæumsfest i Hobro Idrætscenter med deltagelse af repræsentanter fra 225 forskellige foreninger, der hver især havde fået en andel af fondens jubilæumspulje på flotte 3,9 millioner kroner.

Den festlige aften, hvor foreningslivets ildsjæle blev hyldet, bød først på lækker buffet og mulighed for at møde andre foreninger og få smagsprøver på deres virke. Musiker Carsten Hammer sørgede for hyggelig baggrundsmusik.

Poul Søndberg, der er formand for fondens bestyrelse, takkede indledningsvis for den store opbakning til jubilæumsfesten. Her fortalte han også, at fonden netop har bevilget den donation, der gør, at det samlede uddelte beløb siden fondens start i 2014, nu har rundet 100 millioner kroner.

TV-kendis på slap line

Efter spisningen spillede Hadsund Skoleorkester de cirka 350 gæster ind til et spændende oplæg med TV-kendissen Søren Vester.

Søren Vester fortalte, at han havde glædet sig til at møde de frivillige ildsjæle – dem, der gør også de små samfund til gode steder at bo.

Sørens foredrag kredsede om, at det er det at gøre noget for andre, der gør en lykkelig. Der må have været mange lykkelige mennesker i Hobro Idrætscenter den aften.

Det giver energi at hjælpe andre

Blandt mange andre fortalte Maria fra julemærkehjemmet i Hobro, hvordan de skaber et fællesskab for børn, der har det svært.

Mads fra Hobro IK fortalte, hvordan det er de frivillige, der er den vigtigste ressource og noget af det helt unikke i deres klub. Han understregede også, at det giver energi, når man hjælper andre.

Lilholt som overraskelse

Aftenens sluttede med en musikalsk overraskelse – nemlig en intimkoncert med Lars Lilholt.

Her blev gæsterne forkælet med både sjove anekdoter og klassikere som ”Kald det kærlighed” og ”Onkel Christian” og nyere toner som ”Må din vej gå dig i møde”.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste