Fra rocker til præst: Martin fortæller sin livshistorie
ARDEN: Efterårssæsonens første Kulturtallerken byder på et møde med Martin Bentsen under overskriften ”Fra rocker til præst”.
Martin Bentsen, 43 år, fortæller sin hudløst ærlige livshistorie. I dag er han præst i Herning Oasekirke, men hans opvækst var præget af omsorgssvigt, institution, stofmisbrug og en kriminel løbebane. Han tilbragte 13 år i fængsel og var medlem af rockergruppen Bandidos.
Han blev opgivet af alle, inklusiv sig selv. I sin fortælling deler han de indre kampe, han kæmpede med, og hvordan han gled længere og længere ud i stofmisbrug og det kriminelle miljø.
Hans liv tog en drastisk drejning, da han i fængslet begyndte at åbne bibelen og bede til Gud. Dette skete, efter at han havde været igennem et bande exit-program, hvor han blev betragtet som håbløs, og de nægtede at investere mere tid og penge i ham.
Martin fortæller om den lange og svære kamp for at lære de basale livslektioner, herunder hvordan han skulle finde ud af sine egne følelser. At skabe et nyt liv og identitet fra bunden var langt fra nemt, men det blev en realitet gennem hårdt arbejde og vedholdenhed.
Kulturtallerken-arrangementet er et samarbejde mellem flere organisationer, herunder Blå Kors Rold Skov, Det Blå Værested, Ældresagen, Røde Kors, LOF Mariagerfjord-Rebild, Mariagerfjord Bibliotekerne og Kulturhusforeningen. Arrangementet starter med fællesspisning kl. 18, og menuen denne aften er vildtmarineret svinekam med flødekartofler og salat.
Det foregår i Kulturhuset i Arden torsdag 2. oktober klokken 18.