Folk er strømmet til hele Verden
HOBRO/KLEJTRUP: Attraktionen Verdenskortet ved Klejtrup sø er stille og roligt gået i gang med de sidste uger af sæsonen, der har budt på flotte besøgstal. Det skyldes blandt andet et generelt godt sommervejr og et nyt initiativ med fokus på at formidle historien om tilblivelsen af stedet.
Om besøgstallene lyder det fra Britta Vestfal Pedersen, der er vicedirektør for Verdenskortet:
- Uden at komme med helt konkret tal for sæsonen, som vi ikke har klar endnu, så ligger vi vel omtrent 15% over sidste års besøgstal. Vi har i flere perioder haft et gennemsnit på 500-600 gæster om dagen, hvilket er meget tilfredsstillende, fortæller hun.
- Udover at vi selvfølgelig hele tiden finder på og optimerer vores park, så skyldes den gode sæson blandt andet det gode sommervejr. Med få undtagelser har der ikke været for koldt eller for varmt til at besøge os. Denne sommers vejr har passet perfekt til os.
- Vi har selvfølgelig haft mange danskere, men derudover har vi haft mange tyskere og hollændere, ligesom nordmændene stille og roligt er begyndt at vende tilbage, lyder det fra Britta Vestfal Pedersen.
Formidling af en helt særlig historie
Hos Verdenskortet kan du opleve hele verden i miniudgave med søer, floder, bjerge og flag. Udbredt som et atlas ligger Verdenskortet ved bredden af Klejtrup Sø. Her er du omgivet af fugle, klappedyr, skøn natur og dejlige legearealer for børn.
Verdenskortet er bygget af Søren Poulsen i årerne 1944-69, og startede med at han fandt en stor sten formet som Jylland. Derfra fik han idéen.
Netop historien om Søren Poulsen og skabelsen af Verdenskortet har været et fokusområde i denne sæson og noget, der vil blive satset endnu mere på i fremtiden.
- Historien om Søren Poulsen og opbygningen af Verdenskortet er så unik, at den vil vi gerne formidle endnu bedre. Det har vi gjort med levende fortælling i parken to gange om dagen i højsæsonen, og vi arbejder med at formidlingen fra næste sæson skal blive endnu bedre, både med levende fortællinger, men også med andre tiltag, fortæller Annemette Eriksen, der netop er blevet ansat som ny marketing- og eventkoordinator hos Verdenskortet.
Ny Vandlæringsbane på vej
Et andet nyt tiltag fra næste sæson vil være en spritny Vandlæringsbane.
- Vi har netop lige fået alle godkendelser på plads. Vi har jo hjemme i både Mariagerfjord og Viborg Kommuner, så vi har skullet have tilladelser begge steder fra, men det skulle nu være på plads, fortæller Britta Vestfal Pedersen.
- Det bliver et nyt spændende område i vores park, hvor børnene kan lære om vand. Når vi lukker ned for sæsonen, går vi i gang med at opføre banen.
Åben for arrangementer
Lukke ned for sæsonen gør Verdenskortet med udgangen af uge 43. Inden det kommer så vidt, står den på ”Efterårsferie som i gamle dage” i uge 42 og 43, hvor der vil være en lang række aktiviteter og arrangementer i parken, der alle hylder de gamle, danske husflidstraditioner.
Selvom Verdenskortet lukker med udgangen af uge 43, vil der dog fortsat være liv i lokalerne. Verdenskortet er nemlig blevet et yndet sted for private selskaber, firmaevents, møder og konferencer, ligesom der også indimellem inviteres til særlige aftener – blandt andet Mortens Aften, julefrokoster m.v.
- Ja, der er masser af liv hos os hele året. Det er bare med at række ud, hvis man har brug for en lokation til et arrangement – både som privat og erhverv.
- Og det er vel at mærke en lokation, hvor man har udsigt til hele verden, fastslår Britta Vestfal Pedersen.