Billede beskrivelse

Føtex indgår nyt samarbejde

09. februar 2025 kl. 11.01

HOBRO: Føtex Hobro har indgået en samarbejdsaftale med PostNord om udlevering og forsendelse af pakker. 

Dermed bliver Føtex Hobro et såkaldt superposthus. Ordningen forventes at træde i kraft den 1. april, og vækker stor glæde hos varehuschef Niels Gårde:

- Det er en stor aftale for os i Føtex. Vi er utrolig glade for, at vi sammen med PostNord kan tilbyde denne service til vores kunder.

- På landsplan har vi i Salling Group et stærkt samarbejde med PostNord, og derfor har det helt tilbage fra min start i Hobro i oktober 2023 været et stort ønske for mig, at få etableret et superposthus her i Føtex Hobro.

- Tiden er rigtig for os nu, efter vi har brugt 2024 på at etablere en række lokale samarbejder – blandt andet med Bies Bryghus, men også fordi vi blev færdige med vores flotte nye nonfoodafdeling tilbage i september 2024, lyder det fra Niels Gårde.

Posthuset vil blive en integreret del af området omkring kiosk og kundeservice, hvilket kræver en mindre ombygning af området. Ombygningen forventes igangsat i løbet af marts måned, men vil ikke komme til at genere kunderne, lover varehuschefen.

Når Føtex Hobro engang i fremtiden skal renoveres og moderniseres, vil et nyt og moderne posthus blive tegnet ind som en integreret del af butikken.

- Det er jo en offentlig hemmelighed, at der ligger nogle udviklingsplaner for både butikken, men også for hele området omkring os. Helt lokalt i butikken er en tidslinje for projektet ude af mine hænder, men jeg følger da med, og venter med samme spænding som kunderne. Der er ingen tvivl om, at det vil kunne give hele bymidten samt handlen her i Hobro et kæmpe løft med sådan et udviklingsprojekt, fastslår Niels Gårde.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste