Et stærkt og unikt samarbejde forlænges
HOBRO: Efter imponerende 25 år som trofast partner har DS Gruppen forlænget partnerskabet med Hobro IK med yderligere fire år. Den nye aftale blev underskrevet ved Hobro IK’s sidste hjemmekamp på DS Arena den 30. maj.
Forlængelsen kommer kort tid efter, at DS Gruppen og Hobro IK markerede 25 år sammen som partnere – et jubilæum, der understreger, hvor tæt samarbejdet mellem klubben og virksomheden er vokset gennem årene.
Tæt samarbejde med lokale rødder
Samarbejdet mellem DS Gruppen og Hobro IK har dybe, lokale rødder og bygger på mange års fælles engagement i både klubben og byen.
Morten Kragelund fra DS Gruppen siger om forlængelsen og samarbejdet:
- Når vi har været partner i Hobro IK i 25 år, siger det noget om, hvor meget samarbejdet betyder. For os handler det om at bakke op om et lokalt fællesskab, som betyder meget for rigtig mange mennesker, og som vi selv er en del af. Samtidig deler vi stærke værdier med klubben. Derfor er vi meget glade for, at vi nu fortsætter samarbejdet i fire år mere.
Tryghed for Hobro IK
Hos Hobro IK vækker forlængelsen også stor glæde, fordi aftalen giver klubben ro og et stærkt fundament for de kommende år.
Mads Justesen, direktør i Hobro IK, udtaler:
- DS Gruppen er en vigtig samarbejdspartner for Hobro IK, og vi er meget glade for, at aftalen nu er forlænget med fire år. Det giver os en stor tryghed i de kommende år. Partnerskabet er i dag utrolig tæt og fuld af fælles aktiviteter, så det er i høj grad et stærkt samarbejde. Det betyder meget for os, at DS Gruppen ikke bare støtter klubben, men også er med til at skabe værdi omkring den.
Fokus på unges mentale sundhed og trivsel
En vigtig del af samarbejdet handler i dag om mere end sport. DS Gruppen og Hobro IK arbejder også sammen om at sætte fokus på unges mentale sundhed og trivsel – blandt andet gennem det etablerede trekløver mellem headspace, Hobro IK og DS Gruppen. Det er også et spor, der skal fylde i de kommende år.
Morten Kaad, Co-CEO i DS Gruppen, siger:
- Vi er glade for at forlænge aftalen med Hobro IK, fordi det er et samarbejde, der afspejler mange af de værdier, vi arbejder ud fra i DS Gruppen. Hobro IK er mere end fodbold. Klubben er et samlingspunkt for børn, unge, familier, medarbejdere og hele lokalsamfundet. Det er vigtigt for os at støtte op om det, der samler mennesker og skaber positive fællesskaber lokalt.
Tina Woods, Head of Marketing & Communications i DS Gruppen, fortsætter:
- For os handler sponsoratet selvfølgelig om synlighed. Men det handler i høj grad også om at engagere sig i noget, der skaber reel værdi for mennesker. Vores sponsorstrategi har et særligt fokus på unges mentale sundhed og trivsel, og her er samarbejdet med Hobro IK vigtigt. Vi ønsker, at samarbejdet i de kommende år skal komme endnu flere til gavn – både i klubben, blandt vores medarbejdere og i lokalsamfundet.
Samarbejdet mellem DS Gruppen og Hobro IK er gennem årene blevet udviklet til langt mere end en traditionel sponsoraftale. Samarbejdet har også stor betydning for medarbejderne i DS Gruppen, som mødes omkring kampene og fællesskabet på DS Arena. Ved jubilæumskampen i marts deltog mere end 200 medarbejdere fra DS Gruppen på lægterne.