Seneste nyt
Billede beskrivelse

Banko på gåben vender tilbage: Hele familien kan være med

04. september 2026 kl. 08.00

HADSUND: Søndag 13. september går det igen løs med bankoplader og en gåtur gennem Hadsund, når Røde Kors Hadsund inviterer til gå-banko.

Arrangementet begynder klokken 10 fra Røde Kors' parkeringsplads på Krügersgade 7, og herfra går deltagerne ud på en cirka tre en halv kilometer lang rute gennem byen og langs fjorden.

Undervejs skal deltagerne holde øje med de bankotal, der er placeret på ruten, og krydse dem af på deres plader.

Når turen er gennemført, er der kaffe og kage til de voksne og lidt lækkert til børnene, mens det samtidig bliver afgjort, hvem der har vundet dagens gevinster.

Alle kan være med

Ifølge Røde Kors Hadsund er ruten let at gå, og deltagerne bestemmer selv tempoet.

- Gå-banko handler om meget mere end banko. Det handler om at mødes, komme ud i naturen, have det sjovt sammen og samtidig støtte en god sag. Vi håber, at rigtig mange har lyst til at være med, lyder det fra Røde Kors Hadsund.

En bankoplade koster 50 kroner og giver adgang til tre spil, og det er muligt at købe flere plader.

Røde Kors Butikken holder desuden åbent under arrangementet.

Hele overskuddet fra gå-banko går til Røde Kors Hadsunds lokale hjælpearbejde.

Der er ingen tilmelding til arrangementet. Man møder blot op søndag 13. september klokken 10.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste