Seneste nyt
Billede beskrivelse

Bramslev Bakker har udvidet med nye overnatningsmuligheder

07. september 2026 kl. 10.01

BRAMSLEV: Glampingtelte og en historisk cirkusvogn er blandt de overnatningsmuligheder, der er kommet til, efter at Bramslev Bakker gennem flere år har udviklet sig fra en traditionel campingplads.

Stedet ved Mariager Fjord har desuden fået en nyrenoveret restaurant og satset på arrangementer for blandt andet erhvervslivet samt musik- og madoplevelser.

Det oplyser Adventure Danmark ApS i en pressemeddelelse.

Ifølge Bramslev Bakker har udvidelsen af overnatningsmulighederne gjort det muligt at tiltrække nye gæstegrupper og forlænge sæsonen.

- Vi er stolte af, at vi har skabt en sund forretning og udviklet Bramslev Bakker fra en traditionel campingplads til en destination med særlige oplevelser - et naturhotel, som vi kalder det. De nye tilbud gør os mindre afhængige af den korte sommersæson, siger direktør Mads Hedegaard.

Flere muligheder for overnatning

Bramslev Bakker tilbyder i dag traditionelle campingpladser, glampingtelte, udsigtspods, værelser, en panoramahytte og Cirkus Dannebrogs originale direktørvogn.

De fleste overnatningsfaciliteter har udsigt over Mariager Fjord, mens de opvarmede pods også kan benyttes uden for højsommeren.

Den restaurerede direktørvogn har plads til to voksne og to børn.

Restaurant Bramslev Bakker er desuden blevet renoveret og serverer nordisk inspireret mad med lokale råvarer.

Søger nye fastliggere

Selv om stedet har udvidet med nye overnatningsformer, er camping fortsat en del af Bramslev Bakker.

Stedet søger nu yderligere to-tre fastliggere, som har lyst til at være en del af fællesskabet på campingpladsen.

- Vi leder efter mennesker, som holder af campinglivet og gerne vil være en del af et levende og inkluderende fællesskab. Man behøver ikke særlige faglige kompetencer. Det vigtigste er lysten til at deltage og bidrage med det, man kan, siger Mads Hedegaard.

Fastliggerne deltager i to fælles arbejdsweekender om året, hvor området henholdsvis bliver gjort klar til sæsonen og vinteren.

Derudover kan man hjælpe med praktiske opgaver, når tid og lyst tillader det.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste