Populært tilbud i Hobro fylder fem år
HOBRO: For fem år siden åbnede Ældre Sagen i Hobro Café FRI – et mødested for hjemmeboende personer med lettere demens og deres pårørende.
Trods en start præget af coronarestriktioner kom tilbuddet stille og roligt godt i gang. I dag er Café FRI så efterspurgt, at der er venteliste.
Det skriver Ældre Sagen Hobro i en pressemeddelelse.
Anne Marie Bertelsen stod som aktivitetsleder i spidsen for tilbuddet fra begyndelsen.
De fem frivillige deltog i kurser gennem Ældre Sagen, tog på ekskursioner og fik midler fra Ældre Sagen til blandt andet relevante aktivitetsmaterialer og inventar.
Ældre Sagen lejede et velegnet lokale i Medborgerhuset i Hobro, som Café FRI fortsat holder til i. Fire af de frivillige, der var med fra begyndelsen, er stadig en del af tilbuddet.
Brugerne mødes torsdag i lige uger fra kl. 14 til 16. Efter en fælles velkomst byder eftermiddagen blandt andet på sang, et veldækket kaffebord og forskellige aktiviteter.
På programmet er blandt andet harmonika og sang med Henrik, stolemotion med Tove, spil og pårørendecafé.
Faste traditioner året rundt
Gennem årene er der også opstået en række faste traditioner.
Efter sommerferien mødes brugere og frivillige ved Den Blå Fisk for at nyde en stor is sammen. I oktober tager de på løvfaldstur, mens året afsluttes med julefrokost.
Inden sommerferien går turen til Øster Hurup, hvor der lejes et større hus. Her spiser deltagerne frokost sammen, og der er mulighed for både en lille gåtur og et hvil.
Der er stor opbakning til traditionerne, som foregår i et roligt tempo og med hensyn til den enkelte.
Et vigtigt fællesskab for de pårørende
Efter et par år blev der også etableret en pårørendecafé. Den ledes af to frivillige, som har deltaget i Ældre Sagens kurser i at lede sorggrupper.
Tilbuddet har fået stor betydning for de pårørende.
- Det er min redning – min ventil. At være i en gruppe med ligesindede er som at være i en familie, hvor der er tryghed og rummelighed, fortæller en pårørende.
De pårørende har mulighed for at fortsætte i caféen, når Café FRI ikke længere kan give tilstrækkelig støtte til deres ægtefælle.
Der er samtidig stor taknemmelighed for de frivilliges arbejde, omsorg og imødekommenhed.
Café FRI samarbejder med Mariagerfjord Kommunes demenskoordinatorer, som også har besøgt caféen.
Sammen arbejder de på at tilbyde de frivillige et kursus i kommunikation med brugerne og deres pårørende.