Billede beskrivelse

Erhvervsformand glæder sig over stærkt samarbejde

12. oktober 2025 kl. 06.00

MARIAGERFJORD: Der er fart på erhvervsudviklingen i Mariagerfjord kommune – blandt andet takket være en mangeårig, ambitiøs erhvervsstrategi. 

Det glæder Søren Møller, formand for Mariagerfjord Erhverv, der med stor tilfredshed også har noteret sig, at der i det kommunale budget for 2026 er besluttet at tilføre endnu flere ressourcer til at understøtte en effektiv kommunal sagsbehandling m.v. når det kommer til lokalplaner, miljø- og byggeansøgninger.

- Vores lokale erhvervsstrategi er igennem årene blevet skabt i et bredt og stærkt samarbejde mellem Mariagerfjord Kommune, Mariagerfjord Erhverv og en lang række forskellige lokale erhvervsaktører. Samarbejdet har altid været kendetegnet ved en udpræget vilje hos alle aktører, hvilket fra min position har været en daglig fornøjelse at følge, lyder det fra Søren Møller, formand for Mariagerfjord Erhverv.

Nye opgaver

Med den meget positive erhvervsudvikling følger også mange nye opgaver, der skal løses af forskellige parter.

Det gælder både for virksomheder, rådgivere og kommunens personale, som alle skal tolke, omsætte og selvfølgelig følge en lovgivning, der løbende er blevet mere og mere kompliceret. Det er et område som f.eks. også Dansk Industri har sat sig for at påvirke politisk mod en mere dynamisk og enkel fremtid for alle. 

- En af udfordringerne i Mariagerfjord Kommune har været, at vores lokale succes og fart på udviklingen blandt andet har overhalet sagsbehandlingstiden i en uheldig retning. Det er helt naturligt set fra min side, at det kunne ske. Dette selvom alle naturligvis har ønsket sig det modsatte, lyder det fra Søren Møller.

Flere ressourcer

At få nedbragt sagsbehandlingstiden har derfor været et fokuspunkt i samarbejdet mellem Mariagerfjord Kommune og Mariagerfjord Erhverv, herunder også at sikre kvaliteten i ansøgninger og understøtte en effektiv kommunal sagsbehandling m.v. når det kommer til lokalplaner, miljø- og byggeansøgninger.

- Derfor er det også med meget stor glæde og tilfredshed, at jeg i sidste uge fik meddelelsen om, at der fra kommunens ledelse er besluttet at tilføre flere ressourcer til netop det område. Dette er afsat i budgettet for 2026. Det er et rigtig stærkt signal, der vil styrke vores dynamiske erhvervsliv, og som jeg kun kan takke for på vegne af erhvervslivet i Mariagerfjord Kommune, lyder det fra Søren Møller.

- Men det stopper ikke her. Der er også vedtaget en række andre gode tiltag, som i partnerskab med kommunes virksomheder og Mariagerfjord Erhverv vil øge effektiviteten og sikre, at puklen af afventende sagsbehandlinger vil blive bragt ned på sigt.

- Mariagerfjord Kommune har en vision, der lyder ”Her vil vi mere - og der er plads til flere”. Det kræver samarbejde, en dedikeret indsats og hårdt arbejde, hvilket de ekstra ressourcer til effektiv sagsbehandling støtter stærkt op omkring, slutter Søren Møller.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste