Emma udvider sin morfars livshistorie
HOBRO: For de fleste af os ligger minderne fra et langt liv gemt i hovedet eller i gamle fotoalbums. Men for 80-årige Preben Bøgh fra Hobro står mange af hans erindringer nu i bogen ”Preben Bøgh – Fortæller om sit liv”. Det er en drøm, der går i opfyldelse.
- Det har længe været min drøm at få mine erindringer udgivet i en bog. Jeg ville gerne, at de unge i dag skulle kende til livet, dengang jeg var barn og ung, for der er sket rigtig meget i de år, jeg har levet – verden ser helt anderledes ud. Muligheder og ting ,man har i dag, som skolegang, fjernsyn og vaskemaskine, var ikke en selvfølge eller lige så let tilgængeligt, som det er i dag, siger Preben Bøgh.
Familien og barnebarnet gør drømmen til virkelighed
En vinter for halvandet år siden bestemte barnebarnet Emma Emma Bøgh Larsen sig for at hjælpe sin morfar med at skrive hans livshistorier ned.
- Morfar har altid haft en fortælling gemt i ærmet. Med glimt i øjet og stor fortælleglæde har han fortalt historier om, da han var ude at tjene som 13-årig, om arbejdet som tømrer eller historier fra hans opgaver på Boldrup Museum eller Cirkusmuseet. De historier ville jeg gerne hjælpe ham med at skrive ned – for at opfylde morfars ønske, men også for at hans historier kan leve videre i familien, så børn, børnebørn og oldebørn kan blive klogere på morfar og på det vi kommer fra, siger Emma Bøgh Larsen.
Emma og Preben satte sig sammen. Mens Preben fortalte, skrev Emma alle historierne ned. At skrive en bog er et stort projekt, og det var aldrig blevet til noget uden hjælp fra både Prebens kone og døtre. De hjalp med at skabe overblik over alle fortællingerne med et mind-map, at huske vigtige detaljer og årstal, at scanne billeder ind, at læse korrektur og finde en trykker.
- Det har været et kæmpe arbejde og jeg er dybt taknemmelig for min families hjælp. Uden familien var bogen ikke blevet til noget, siger Preben.
At bringe fortiden ind i nutiden
At skrive en bog sammen har været en spændende rejse, der har bragt fortiden tættere på nutiden og morfar og barnebarn tættere sammen.
- Det har været spændende at arbejde sammen med mit barnebarn. Jeg har måtte give opgaverne fra mig, hun har lært at skrive og sætte historierne sammen til en bog. Det kan jeg ikke. Derfor har hun også styret slagets gang, siger Preben Bøgh.
- Jeg har fået en anden forståelse for min morfar og hans liv – hvad han har skabt og hvad der har skabt ham. På den måde har jeg også fået en større forståelse for mig selv og min familie, hvad vi kommer fra. Jeg synes det er vigtigt, at vi lytter til hinandens historier. Det er historierne, der giver liv til det, der var engang og den vi er i dag. Jeg håber, andre vil gøre som morfar og jeg; sætte sig sammen med en kop kaffe og snakke om fortiden – og ja måske endda skrive det ned, optage det eller måske gøre erindringerne til en podcast?
En opfordring til andre
Emma og Preben håber, at deres projekt kan inspirere andre familier til at gribe mikrofonen, notesblokken eller optageren og gå i gang.
- Det behøver ikke ende som en bog. Bare det at sætte sig ned og tale sammen om livet – det giver noget helt særligt, siger Emma.
Preben håber, at andre bliver interesserede i hans bog og i at fortælle historier om, hvordan det var dengang.
- Der er måske andre, der kan spejle sig i det her liv og i ønsket om at fortælle sine livshistorier – især folk på min egen alder. Jeg håber det kan vække genkendelse eller nysgerrighed.
Er du interesseret i at bogen eller i at høre mere om projektet, så kan Preben Bøgh kontaktes.