Dusør er forhøjet med 10.000 kroner efter frækt tyveri
MARIAGER: Det har foreløbig ikke givet pote, at familien til Aage Vestergaard Larsen i weekenden udlovede en dusør på 25.000 kroner til den, der kan give oplysninger om gerningsmændene bag tyveriet af fire bronzeskulpturer i Mariager, men måske kan det lokke nogen ud af busken, efter at indsatsen nu er forhøjet til 35.000 kroner.
- Vi håber stadig, at vi kan få skulpturerne tilbage, og vi afventer fortsat, om dusøren kan få det til at lykkes, og håbet er ikke blevet mindre, nu da dusøren er blevet endnu højere, fortæller Freya Hvaste fra gruppen "Godtfolk i Mariager", der har taget initiativ til og gennemført projektet med foreløbig fire skulpturere af kendte Mariagerborgere.
Godtfolkene, der ud over Freya Hvaste tæller Vera Jensen og Elly Hjort Ranch, mødtes tirsdag aften for at lægge hovederne i blød om, hvordan man kommer videre med projektet.
- Vi er lidt groggy alle tre, men vi er enige om, at vi i hvert fald ikke kaster håndklædet i ringen. Ikke mindst på grund af den reaktion, tyveriet har afstedkommet. Folk snakker om det over alt, og de er virkelige vrede og indignerede. Vi havde i forvejen en god følelse af, at mange havde taget det til sig, og det skal jeg da lige love for, at vi har fået bekræftet. Det varmer og gøre også, at vi ikke kan give op, siger Freya Hvaste.
Nu er spørgsmålet ikke om, men hvordan man kommer videre.
- Det er ikke det store problem at genskabe skulpturerne, for vi har alle formene, men det nytter ikke noget, før vi ved, hvordan de kan sikres. Vi kan ikke forsikre dem, for der er kun et selskab i verden, der gør den slags, Norske Lloyd, og de kræver det hvide ud af øjnene. Ingen andre selskaber vil røre det med en ildtang. Så nogen skal komme med gode ideer til, hvad vi kan gøre, siger Freya Hvaste.
Håbet om at tilvejebringe skulpturerne er ved at svinde hos Aage Vestergaard Larsens datter, Gitte Buk Larsen.
- Jeg er ikke selv blevet kontaktet og har heller ikke hørt noget fra politiet, så spørgsmålet er, om det ikke er ved at være for sent? Det gør mig simpelthen så rasende, for det er blevet en del af vores kultur og historie, og det er så synd for Godtfolk-gruppen, siger hun.