Dokumentar-festival kommer til Mariagerfjord
HOBRO: Mariagerfjord er blandt de mange kommuner, der i 2025 er en del af den landsdækkende dokumentarfilmfestival DOX:DANMARK. Festivalen finder sted fra 19. til 30. marts, hvor lokale arrangører præsenterer en række nye dokumentarfilm af høj kvalitet.
Tre aktører står bag festivalen i Mariagerfjord: Mariager Filmklub, Filmteatret Hobro og Kulturhusforeningen i Arden. De har udvalgt film fra en liste med mere end 20 dokumentarer, der vises over hele landet.
En af de mest omtalte film i programmet er Mr. Nobody mod Putin, hvor en russisk skolelærer dokumenterer udviklingen i landets skolesystem efter invasionen af Ukraine. Danske fortællinger er også på programmet, blandt andet Hærvejen, hvor Prins Joachim og forfatter Steffen Jacobsen vandrer gennem Jylland og reflekterer over livets store og små spørgsmål.
Festivalen afholdes i samarbejde med lokale kulturaktører og støttes af Kulturministeriet, Nordea-fonden, DR og Biografklub Danmark Fonden. I Mariagerfjord bidrager desuden Sparekassen Danmark Hobro Fondens Jubilæumspulje.
Programmet kan findes hos de lokale arrangører og på bibliotekerne i Mariagerfjord.