Billede beskrivelse

Campingpladser raseret af Dave: - Det var helt ekstremt

06. april 2026 kl. 12.32

ØSTER HURUP: Campingpladserne i Øster Hurup er blandt de steder, der er blevet hårdt ramt af stormen Dave. 

På Kattegat Strand Camping lige nord for Øster Hurup meldte stormen sig for alvor søndag, og det gik voldsomt for sig, beretter campingfatter Jørn Lund Pedersen.

- Teltene begyndte at brase sammen ved middagstid, og da det sluttede søndag aften ved 20-21-tiden, var mindst 40 telte gået til. Det var helt ekstremt, siger han.

Gæsterne gjorde ifølge ham, hvad de kunne for at dæmme op for skaderne, men ofte forgæves.

- De hjalp hinanden hele vejen igennem, både dem, hvis telte holdt, og dem, hvis telte allerede var ødelagt. Det var flot at se, siger han.

Efter 26 år som ejer af Kattegat Strand Camping er en påskestorm ikke noget nyt for Jørn Lund Pedersen.

- Det har vi oplevet før, men vi har aldrig været i nærheden af 40 telte. Fem-seks stykker måske, men ikke mere, og dengang var det telte, der ikke var ordentligt sat op. Denne gang var det også de garvede, der blev ramt. Pløkkerne sad, som de skulle og holdt teltet på plads, men vinden rev så meget i teltdugen, at stængerne simpelthen bøjede. Der var intet at gøre, fortæller han.

Billede beskrivelse

Dave ramte også hårdt på Øster Hurup Camping i midtbyen. 

Pladsen er noget mindre, men ifølge et opslag på Facebook er 25 telte gået til, og stormen flyttede flere campingvogne op til en halv meter. 

En af campisterne kom til skade. Hun blev løftet op i luften, da hun forsøgte at holde et telt. Da hun faldt ned, brækkede hun næsen.

Andre steder er campingpladser gået helt fri. 

Jørn Lund Pedersen har for eksempel været i kontakt med Mariager Camping.

- Og de havde ingen skader. Ikke et eneste telt gik til. Så det har åbenbart været meget forskelligt, siger Jørn Lund Pedersen.

Ifølge DMI er Nordjylland den hårdest ramte landsdel. 

Her er der registreret vindstød af orkanstyrke.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste