Julehygge i kaffestuen: - I år bliver noget ganske særligt
Kort fortalt:
- Fru Ronne har igen i år fået en masse julespecialiteter hjem fra Chokolenten, Trøfleriet og Chokoladekurven.
Måske har du allerede bemærket den flotte juleudsmykning på hjørnet af Reberbansgade? Den lille delikatessebutik Fru Ronne pynter op til jul hvert år, men i år er der noget ekstra særligt på færde.
– Vi pynter butikken til jul hvert år, så det er altid en begivenhed. Men i år har jeg fået en af mine rigtig gode veninder til at dekorere mine vinduer, så det bliver noget ganske særligt. Hun er sindssygt dygtig, fortæller Charlotte Kristensen.
De fleste julevarer er blevet leveret af kendte og elskede leverandører til butikken, og her er noget for enhver smag. Igen i år tilbyder Fru Ronne lækre, håndlavede chokolader fra Chokolenten og julespecialiteter fra Trøfleriet.
– Jeg har en masse specialprodukter, som er superlækre og smukt indpakket. Jeg har specialiteter fra Chokoladekurven, herunder deres juleedition. Der er også en advent-flødebolle, der skifter hver søndag, og den kan bestilles på forhånd, siger Charlotte.
Julehygge i den lille kaffestue
Hver mandag og tirsdag fra kl. 13.30 til kl. 16.00 er det muligt at få afternoon tea i caféen.
– Jeg har kun seks pladser, så det er en god idé at bestille på forhånd. Selvom jeg er en lille butik, kan man mandag og tirsdag fra halv to til fire sidde og hygge sig i min lille kaffestue, tilføjer Charlotte.
Når du bestiller afternoon tea, får du en servering med lækkerier, herunder håndlavede sandwiches, scones, trøfler, flødeboller og specialchokolader samt valgfri kaffe eller te.