Her tændes julehyggen på Black Friday
Fredag den 24. november går det meste af Danmark i sort, når der er Black Friday. I Løgstør tænder de for julehyggen, når det store LED-juletræ bliver tændt af julemanden klokken 17.30.
Hele byen kommer til at summe af jul fredag den 24. november. I løbet af eftermiddagen og aftenen vil der være julemusik, vægtere, muslingetog og nisser. Der kommer også til at være en skattejagt, hvor børn kan gå på jagt efter julefigurer i byens butikker. Klokken 17.30 tændes det fire meter høje lys-juletræ, så byens smukke julebelysning bliver komplet. Til det får de besøg af selveste julemanden, som også uddeler 100 slikposer efterfølgende.
Støt den lokale handel
Ud over det store juletræ vil der naturligvis være lys i wirerne med julestjerner og lys i den ikoniske musling, som også er et oplagt motiv til årets julefoto. Igen i år pyntes de sorte huse i hovedgaden, så de oser af julestemning. Husene er efterhånden blevet et fast element i byens arrangementer.
I Løgstør Handel håber de, at kunderne fortsat vil støtte den lokale handel. Når kunderne handler er det ikke kun den enkelte butik, de støtter, men hele byens liv. Det giver butikkerne mulighed for at være en del af Løgstør Handel, som økonomisk støtter både begivenheder, markedsføring af byen og forskønnelse af byen – samtidig med at de selv arrangerer begivenheder, som juletræstænding og juleskibet. Det er også Løgstør Handel der står for al byens smukke julelys. Alt sammen noget, som gør byen attraktiv at besøge, handle i og bosætte sig i.
Køb juletræ hos spejderne
Den 24. november er der åbent i butikkerne til klokken 20.00, så alle har tid og mulighed for at handle alle julegaverne.
- Byens borgere handler heldigvis stadig lokalt, og det er vigtigt, at de får en god oplevelse og går glade herfra – og så håber vi da, at de samtidig kommer i julestemning, siger Bettina Højslet, der er formand for Løgstør Handel.
Traditionen tro kan man også købe sit juletræ hos FDF’erne, som også gerne leverer træet gratis i Løgstør.
Programmet for den 24. november er: kl. 16.00 – 17.00 Juletoget kører, kl. 16.00 – 17.00 Nissemor og nissefar går rundt, kl. 16.00 – 17.00 Vægterne går, kl. 17.30 Det store juletræ tændes af julemanden, og kl. 20.00 Butikkerne lukker.