Det sker

Her kan du lave en helt særlig julegave

01. december 2022 kl. 16:57

At få en hjemmelavet julegave er altid noget helt særligt. At få et smykke i julegave er – i hvert fald for mange – også noget helt særligt. Så kan du kombinere de to ting, så bliver det vist ikke ret meget bedre…

Det kan du hos Smykkeforretningen Juvelen på Jernbanegade i Støvring, der de to kommende lørdage og søndage inviterer til et hyggeligt og produktivt perleværksted i butikken. Her har de fundet en masse flotte perler og sten frem, som både børn og voksne kan komme og lave flotte smykker af.

- Vi har tidligere haft stor succes med vores perleværksteder, og så er det jo helt oplagt her op til jul, hvor man kan lave sin egen helt unikke julegave, fortæller Henriette Sørensen, der sammen med Janni Kærsig står i spidsen for den hyggelige smykkebutik på Jernbanegade i Støvring.

- Og det er et tilbud til alle aldre. Til det seneste værksted var den yngste fire år, men der var også voksne, og alle havde det hyggeligt og fornøjeligt sammen.

- Vi sørger også for lidt julegodter og selvfølgelig julemusik på værkstedet, så det bliver med garanti nogle hyggelige timer, slutter Henriette Sørensen.

Det kræver forhåndstilmelding og koster 125 kroner at deltage i perleværkstedet, som varer to timer og kører både lørdag og søndage to weekender i december.

Jul i Nordjylland

Hvis du er på udkig efter hyggelige og uforglemmelige julearrangementer for hele familien i Nordjylland, er du kommet til det helt rigtige sted. Her kan du finde et hav af forskellige bud på juleaktiviteter i Nordjylland, der byder på alt fra besøg på de magiske julemarkeder, julekoncerter hvor du kan nyde årets juletoner til en hyggelig dag i juleshoppingens tegn. Lad dig inspirere til en fantastisk jul i det nordjyske med aktiviteter for enhver.

Se hele temaet