HHX-elever ser på julegaveønsker fra sårbare børn på ønsketræet.
Livet her

Handelsskolens elever opfylder juleønsker

Eleverne køber julegaver til børn der har sendt ønsker til Dansk Folkehjælp

02. december 2022 kl. 15:00

HJØRRING: Ingen børn fortjener en jul, hvor der ingenting er at fortælle, så eleverne på Hestkærvej får i år muligheden for at købe en gave til et barn, der har sendt julegaveønsker til hjælpeorganisationen Dansk Folkehjælp.

I kantinen på skolen på Hestkærvej, er der opstillet et juletræ med ønsker fra sårbare børn og eleverne kan med ønsketræet være med til at glæde og skabe en fortælling for disse børn.

Helt praktisk hænger der julehjerter på juletræet med en masse ønsker, som er indsamlet af Dansk Folkehjælp. På julehjerterne står der navn og alder på et barn samt op til tre juleønsker. Eleverne vælger et julehjerte fra det barn, som de gerne vil glæde med en julegave. Julehjertet tages af juletræet, og eleven vælger et af de tre ønsker. Der er en max. pris på 100 kr. til julegaven.

Når julegaven er købt, hænges julehjertet på gaven evt. også med en personlig julehilsen til barnet, og gaven afleveres på kontoret, hvorefter Dansk Folkehjælp vil stå for udleveringen til børnene.

Fra venstre – Jette Videnkjær fra Dansk Folkehjælp og Mette Vesterø, underviser HHX.

Initiativtager er HHX-lærer Mette Vesterø. Hun peger på, at EUC Nord er en Verdensmålsskole, og da et af verdensmålene er at afskaffe fattigdom, synes hun det er vigtigt at gøre det vedkommende for eleverne ved at vise dem, at der også findes fattige i Danmark:

- I år er der rekordmange børnefamilier, som oplever, at det er vanskeligt få pengene til at slå til. Derfor er det ikke alle danske børn, som forventningsfuldt glæder sig til jul, eller som kan være sikker på at få en julegave, fortæller Mette Vesterø, og tilføjer, at juletræet stort set var ryddet for julehjerter efter den første dag.

Det vil være muligt at indfri et juleønske fra fredag d. 25/11 til tirsdag d. 13/12.

Jul i Nordjylland

Hvis du er på udkig efter hyggelige og uforglemmelige julearrangementer for hele familien i Nordjylland, er du kommet til det helt rigtige sted. Her kan du finde et hav af forskellige bud på juleaktiviteter i Nordjylland, der byder på alt fra besøg på de magiske julemarkeder, julekoncerter hvor du kan nyde årets juletoner til en hyggelig dag i juleshoppingens tegn. Lad dig inspirere til en fantastisk jul i det nordjyske med aktiviteter for enhver.

Se hele temaet