Håndværkernes Hus holder julemarked
HJØRRING: Lørdag den 16. november kl. 10.00 til 16.00 og søndag den 17. november kl. 10.00 til 16.00 byder Håndværkernes Hus i Hjørring velkommen til årets stemningsfulde julemarked – en oplevelse for hele familien, hvor julestemningen for alvor kan mærkes.
Det fortæller arrangørerne.
Her får besøgende mulighed for at opleve husets arbejdende værksteder, møde dygtige seniorhåndværkere og arrangere skræddersyede opgaver med blandt andet smedeværkstedet, trædrejeren, maleren og møbelsnedkeren.
Find julegaveidéer med personlighed og historie
Markedet bugner af inspiration til julegaver fra vores nøje udvalgte stadeholdere. Som noget særligt kan gæster købe gavebeviser til reparation af møbler og andre skræddersyede håndværksopgaver, der udføres af erfarne seniorhåndværkere på husets værksteder. En unik gave, der både holder i kvalitet og skaber minder, alt imens den støtter gamle håndværkstraditioner og bæredygtighed.
Unikke stande og kunsthåndværk
Markedet præsenterer en bred vifte af håndlavede produkter fra kunsthåndværkere inden for vævning, strik, mosaik og knipling samt et udvalg af smukke stande med keramik, børnetøj, smykker, lædervarer og kunstplakater.
Her findes også juledekorationer, dansk honning og bjesk – kort sagt alt, hvad julehjertet begærer.
Julestemning og forfriskninger
Besøgende kan også prøve lykken i husets tombola og vinde flotte præmier. Caféen tilbyder hyggelige forfriskninger, og i caféområdet kan gæster beundre Hjørring Tapetet – byens historie fortalt gennem detaljeret håndarbejde.
Kom og vær med til at støtte de gode, gamle håndværkstraditioner og få en uforglemmelig juleoplevelse i Håndværkernes Hus.