Uventet nej til varme-fusion: Bestyrelse vil prøve igen
Den planlagte sammenlægning af fjernvarmeværkerne i Aabybro og Jetsmark bliver ikke til noget. I hvert fald ikke lige nu.
På den anden ekstra generalforsamling sagde et flertal af de fremmødte forbrugere i Aabybro nej. Dermed falder sammenlægningen til jorden, selv om forbrugerne i Jetsmark sagde ja på både den første og den anden ekstra generalforsamling.
Men bestyrelsen for varmeværket i Aabybro har ikke opgivet sammenlægningen, lyder det fra bestyrelsen, som mener, at en sammenlægning vil være en rigtig god ide for både Aabybro og Jetsmark og for den grønne omstilling.
Overraskende
Nej`et i Aabybro kom i den grad bag på bestyrelsen for Aabybro Fjernvarmeværk. Især fordi der på den første ekstra generalforsamling var et solidt flertal for en sammenlægning. 61stemte ja og kun 13 nej, mens der var en enkelt blank stemme.
- Vi havde på den første ekstraordinære generalforsamling en rigtig god debat. Der var også få kritiske røster, men med 61 ja-stemmer og kun 13 nej, var vi meget sikre på, at det også ville blive et ja på den anden ekstra generalforsamling, fortæller Bjarne Dahl, formand for Aabybro Fjernvarmeværk.
Men det skulle gå anderledes.
- Vi er temmelig overraskede over, at det blev et nej, lyder det fra en samlet bestyrelse.
131 stemte nej til sammenlægningen. 69 stemte ja og en enkelt stemte blankt.
I modsætning til den første generalforsamling var der på den anden stort set ingen debat. Derfor har bestyrelsen temmelig svært ved at finde ud af, hvorfor der pludselig var flertal for at sige nej.
- I bestyrelsen vil vi meget gerne vide, hvad der er forklaringen på, at det blev et nej, siger Bjarne Dahl.
Bestyrelsen havde ellers sørget for, at der på den anden ekstra generalforsamling blev givet en grundig orientering udarbejdet af kompetente personer om konsekvenserne for forbrugerne ved en sammenlægning.
- En forbruger, som er revisor for mange varmeværker, bekræftede, at tallene er korrekte, og han anbefalede et ja, da sammenlægningen vil give os en økonomisk gevinst på tre mio. kr. om året i 30 år, fortæller bestyrelsen.
- De tre mio. kr. mangler vi nu, hvis vi skal holde varmeprisen på nuværende niveau, tilføjer bestyrelsen.
Nyt forsøg
Bestyrelsen vil til foråret på den næste ordinære generalforsamling igen sætte en sammenlægning på dagsordenen.
- Vi har undersøgt hos en advokat, om det er juridisk i orden at holde nye generalforsamlinger for at få sammenlægningen godkendt. Det kan vi gøre uden problemer, siger Bjarne Dahl.
- Vores opgave som bestyrelse er at sikre forbrugerne fjernvarme til den lavest mulige pris. Derfor mener vi, det er vores pligt at gøre et nyt forsøg på at få sammenlægningen gennemført, siger bestyrelsen.
- Vi synes også, det er forkert, at så få som de 131 kan træffe en afgørelse for de omkring 3000 forbrugere, tilføjer bestyrelsen.
Frem til de kommende generalforsamlinger vil bestyrelsen sætte en større informationskampagne i gang over for forbrugerne med henblik på at få flere til at møde op og stemme.
Ærgerligt
Flemming Ferløv, nyvalgt formand for Jetsmark Energiværk, bekræfter at Jetsmark-forbrugerne sagde ja til en sammenlægning med Aabybro på begge deres ekstra generalforsamlinger.
- Jeg synes, det er ærgerligt, at det blev til et nej fra Aabybro. Jeg er helt overbevist om, at en sammenlægning på den lange bane ville være en stor fordel for begge parter, siger Flemming Ferløv.