Billede beskrivelse

Torsten og vennerne tog hul på knæk cancer ugen

20. oktober 2024 kl. 19.02

AABYBRO: Efter sidste års vejr-kaos, som resulterede i, at cykelløbet måtte erstattes af en tur i spinninglokalet, var vejrguderne i år anderledes venligt stemte, da Knæk Cancer gå-/cykeltur i Aabybro indledte den kommende uges mange Knæk Cancer aktiviteter i Aabybro.

Lørdag formiddag på slaget 10 var der start på både den 30 kilometer lange cykeltur og gå-turene.

Billede beskrivelse

Starten gik fra butikken "Frøken Smil" i Aabybro Centret og alle deltagerne kunne glæde sig over mildt efterårsvejr, og styregruppen bestående af Torsten Brix, Hanne Fruergaard, Claus Frikke og Morten Grimm kunne ånde lettet op, da det stod klart, at sidste års uvejr var langt væk.

Cykelturen gik ad Skeelslundvej til Gjøl med depot ved Brugsen. Herfra gik det videre mod Birkelse. Torsten Brix mente, at cykelrytterne skulle ad Bjergets Vej - som fører ud på dæmningen til Øland - men andre mere stedkendte fik rytterne tilbage på ret kurs.

Billede beskrivelse

Godt halvanden times tid efter starten kørte det samlede felt ind ad Vestergade og krydsede målstregen ved EDC på Torvet.

De kalorier turen havde kostet var der mulighed for at påfylde igen via et veldækket kagebord - bl.a. med kagemand - som ejeren af EDC i Aabybro, Morten Grimm, havde sørget for.

- En rigtig dejlig cykeltur. Og se lige der, sagde Torsten Brix, mens han pegede op på solen, som lige lod sig se gennem skydækket.

Billede beskrivelse

- I år var vejret med os, tilføjede han med et smil, mens han stillede cyklen efter de 30 kilometer, hvor det ikke handler om at komme først, men om at være med og støtte Knæk Cancer. Derfor hedder arrangementet gå- og cykeltur. Gjaldt det om at komme først, var det et cykelløb, har Torsten Brix forklaret.

Aldersmæssigt var der stor spredning blandt deltagerne. Ældste deltager var Arne Haugaard, som fylder 76 lige om lidt, mens den yngste var Jeppe Othardavis på 12.

- Vi kan også glæde os over, at vi har deltagere langvejs fra, fortæller Torsten Brix, og pege på bl.a. en mand fra Sæby.

Billede beskrivelse

Godt et halvt hundrede var med - både på cykel og gå-ben.

Hvor meget arrangementet indbragte til Knæk Cancer afsløres lørdag 26. oktober ved den store Knæk Cancer fest i DGU Huset.

I den kommende uge er der mange Knæk Cancer arrangementer i Aabybro. Bl.a. er der i Crossfit Bankbox på tirsdag 22. oktober et arrangement med komikeren Jonathan Christensen. Der kommer en food truck, slik til børnene, live musik og meget andet.

Billede beskrivelse

Torsdag aften 24. oktober har Aabybro Handels- og Erhvervsforening et stort modeshow på Hotel Søparken. Onsdag 23.oktober er der Knæk Cancer banko i DGI Huset med handels- og erhvervsforeningen, som arrangør sammen med Bog & Ide/Legekæden, Aabybro.

Lørdag 26. oktober er der det store Knæk Cancer løb i Aabybro, og om aftenen kulminerer det hele med den store indsamlingsfest i DGI Huset. Her bliver det også afsløret, hvor stort et beløb de mange flotte aktiviteter i Aabybro giver til landsindsamlingen. Sidste år var det ikke mindre end 565.000 kr., der kom fra Aabybro til Knæk Cancer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste