Billede beskrivelse

To Evighedstræer udpeget på Gjøl

30. juli 2024 kl. 19.02

JAMMERBUGT: I en mindre privat skov tæt ved Gjøl er to træer blevet udnævnt som Evighedstræ af Danmarks Naturfredningsforening (DN).

Det fortæller DN til avisen.

Det glæder formanden for DN Jammerbugt, Søren Rosenberg, at der er skovvejere, som værdsætter store og ældre træer i de private skove og lader træerne stå for at ældes og dermed være levested for et stort antal arter som svampe, mosser, insekter med mere.

Billede beskrivelse

Skovejeren Henning Vinge Madsen er stolt over udnævnelsen, og han byder meget gerne indenfor i sin ca. 3,5 hektar skov ved Kjellerupsvej. Her er du meget velkommen til at gå en tur i den varierede skov, hvor der er flere små skovstier, som kan benyttes. I skoven kan der opleves en diversitet af forskellige træer – faktisk mere end 30 forskellige træarter af både løvtræer og nåletræer.

Billede beskrivelse

Der ses store og flotte skovfyr, ædelgran og rødgran samt eg, bøg og birk i skoven. Kig efter de to udpegede Evighedstræer, og måske møder du også Trolden Kurt i skoven.

Med DN’s kampagne om Evighedstræer kan staten, kommuner og private lodsejere indgå frivillige aftaler med DN om at tage ansvar for at bevare og pleje de gamle, store og særlige træer i Danmark. Landet over udvælger mange lokale afdelinger træer, som kan blive til evighedstræer med en frivillig aftale med kommunen eller den private ejer. 

Billede beskrivelse

Aftalen er ikke en formel fredning af træet, men en hensigtserklæring, der forpligter ejeren til at passe på træet så længe, det er muligt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste